Billede beskrivelse

Tuk Tuk-entusiaster holder træf på lokal campingplads

25. juni 2024 kl. 17.00

SNEDSTED: Der bliver gasset op på håndtaget, nørklet, pudset, snakket og hygget, når omkring 30 Tuk Tuk entusiaster for tredje år i træk holder Thy Tuk Træf på Iruplund Club Camping i Snedsted fra torsdag den 4. juli til søndag den 7. juli.

Den trehjulede knallert Tuk Tuk, giver mindelser til ferien i Italien, hvor det trehjulede køretøj oprindeligt stammer fra. Men de seneste år er der kommet flere og flere af dem på de danske veje.

En gruppe entusiaster har for nogle år siden stiftet foreningen ’Os der kører Tuk Tuk i Nordjylland’ med det formål at samle Tuk Tuk ejere fra hele landet og mødes til træf og forskellige arrangementer. I Thy er det Jan Skytte Jespersen fra Harring, der i nu tre år har stået bag Thy Tuk Træf i samarbejde med Iruplund Club Camping.

- Vi mødes som ved et motorcykeltræf eller veteranbiltræf og snakker om Tuk Tukkere, udveksler ideer og erfaringer, pudser, reparerer og kører på ture sammen. Og det hygger vi os rigtig godt med, og vi bliver jo flere og flere, der kører Tuk Tuk i Danmark, så deltagerlisten bliver også længere år for år, fortæller han.

Og mange af de Tuk Tuk entusiaster, som deltager på træf rundt om i Nordjylland, har ombygget og nørklet med deres Tuk Tukkere, så ikke to køretøjer er ens. Alle har gjort et eller andet ved der Tuk Tuk – og det gør det også sjovt for de mange, der kigger forbi, når klubben er på tur og holder pause.

Billede beskrivelse

Kommer til Hurup

Når ’Os der kører Tuk i Nordjylland’ besøger Thy, så er der et program for både fredag og lørdag, hvor man kan få mulighed for at se Tuk Tukkerne på nært hold.

Fredag den 5. juli tager de på tur til Glyngøre, hvor turen går til TMP Glyngøre. Lørdag den 6. juli kommer de så til Hurup, hvor man fra klokken 11 og en time frem, kan komme tæt på, når gruppen viser deres Tuk Tukkere frem i gågaden i Hurup.

- Alle kan komme forbi og snakke med os, når vi gør hold i enten Glyngøre eller Hurup. Og lørdag aften bliver der også noget at se på, når vi udtrækker Årets Tuk på Iruplund Club Camping, lover Jan, og han tilføjer, at alle er velkomne til at besøge Tuk Tuk folket på campingpladsen i de dage, hvor de bor og opholder sig på pladsen.

Og har man en Tuk Tuk og bor i Thy, så er man velkommen til at tilmelde sig og deltage på en endagstur uden at skulle overnatte på campingpladsen i alle dagene.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste