Trods regn og storm: Svankjær Marked vender tilbage næste år
BEDSTED: For 36. gang blev der fra torsdag til søndag afholdt Svankjær Marked.
I år var vejret slet ikke med arrangørerne. Alligevel blev flere arrangementer under markedsdagene godt besøgt, og vejret blev til sidst hæderligt markedsvejr. Det betød, at også de 45 kræmmere fik så meget salg, at de allerede har meldt sig klar igen næste år.
- Vi havde fuldt telt og 400 inde til MD-Duo lørdag aften, og tidligere havde vi 250 til banko i teltet. Det er vi fuldt tilfredse med. Til gengæld var fredag og lørdag formiddag sløj. Og vi havde virkeligt blæsevejr lørdag aften - hvor tre kræmmere fik telte revet i stykker, og vores eget loppetelt fløj sig en tur, siger Jørgen Hebsgaard, formand for kræmmermarkedudvalget.
Men så kom det gode vejr til søndag, og der kom folk.
- Men vi blev færre besøgende end tidligere. Det kan vi se af vores P-indtægter, som i år er halveret. Alt i alt et nogenlunde marked, lyder det fra Jørgen Hebsgaard, formand for kræmmermarkedsudvalget.
- Vi kommer ikke til at lave et overskud i år - måske balancerer det lige. Men vi har 250.000 kroner stående på kontoen, som vi sætter fra til hvert år. Det gør, at vi helt sikkert kommer tilbage næste år. Det bliver som altid i uge 27, siger han.
Årets kræmmermarked bød, ud over 45 kræmmere, på flere musikarrangementer, børnetivoli, pointbingo og ringridning.