Livet her

Tredobler lagerkapaciteten: Invester fem millioner i to telthaller på havnen

20. maj 2023 kl. 09:50


Hanstholm Stevedore Aps har godt gang i aktiviteterne ud fra Hanstholm Havn.

Firmaet, der håndterer gods til og fra Hanstholm Havn, byggede i 2021 en 1200 kvadratmeter stor telthal på Hanstholm Havns store baglandsareal. Telthallen blev dengang rejst, uden godshåndteringsfirmaet havde et bestemt formål for anvendelsen.

Hallen viste dog hurtigt sit værd. Og ikke mindst beviste nybygningen, at halfaciliteter på Hanstholm Havn ikke behøvede være bygget af sten og stål.

De to nye haller på hver 1200 kvadrameter på betonbund ligger tættere på kajkanten end "den gamle telthal" fra sidste år som ses i baggrunden. Den får nu funktion som reservehal.

Pladsmangel

Nu er aktivitetsniveauet blevet så højt, at den ”gamle” telthal ikke længere er nok. 

Ikke mindst efter, at det norske rederi Egil Ulvan Rederi AS i 2023 startede med fast rutesejlads til og fra Hanstholm - for at udskibe danskproduceret fiskefoder til norsk akvakultur.

Nu har rederiet, der dengang også havde rutesejlads fra Thyborøn, valgt at henlægge alt sin fiskefoderaktivitet til Hanstholm.

Telthallen er som et stort byggesæt der hurtigt kan rejses og som koster en brøkdel af en hal i sten og stål.

Bygges på kort tid

I øjeblikket udskibes der fast 500 tons fiskefoder. Og det er en mængde, der forventes at stige.

- Derfor har vi brug for mere lagerkapacitet og rejser to telthaller mere på hver 1200 kvadratmeter. For vi er udfordret på behovet for plads til opmagasinering af sækkene med fiskefoder, hvor vi skal have plads til 15 forskellige typer, fortæller Peter Jensen fra Hanstholm Stevedore Aps.

- Hallerne kommer til at ligge tættere på kajkanten, og da vi også bygger en dobbelt læsserampe mellem de to haller, får vi en mere effektiv og hurtigere håndtering af gods.

De to haller, som kan ”bygges” på få uger, vil stå færdige midt i juni. Prisen for de to telthaller bliver på knap 5 mio. kroner.

Annonceret indhold

Nyeste