Tre gode ting, du kan bruge dine nedfaldne æbler til
Stormen Hans var hård ved æbletræerne i de nordjyske haver. Æblerne faldt af i stort antal, men de kan sagtens bruges - også selv om de ikke er helt modne.
- Du må endelig ikke smide dine nedfaldne æbler ud.
Det slår Ingrid Urban, der ejer Danmarks nordligste æbleplantage sammen med gemalen Leif, helt fast.
Parret har drevet æbleplantagen Lykkesholm Æbler siden 2011, og har flere gange prøvet at få deres æbler rusket af under en storm. Og selv om det er træls, især hvis æblerne ikke er helt modne, har Ingrid tre gode ting, man kan bruge æblerne til - nemlig:
Æblegrød
Ingrid Urban har en helt enkel opskrift på æblegrød, som alle kan finde ud af - især fordi opskriften ikke har mål og antal, men alene handler om at man laver en grød, man kan lide.
- Jeg skræller æblerne og skærer dem i stykker. Herefter skal de skylles og så koger jeg dem sammen med lidt sukker og vanilje. Der skal ikke mere vand i end det, der hænger ved æblerne efter at de er skyllet. Fordelen ved det, er at grøden ikke skal jævnes bagefter, siger hun.
Den rigtige smag finder man ved at tilsætte sukker og vanilje indtil man synes grøden smager godt. Og kogetiden - ja, finder man også selv ud af, idet nogen foretrækker at der er lidt bid i æblestykkerne, mens andre foretrækker grøden helt lind.
- Herefter skal grøden køle af og sættes i køleskabet - og den er også god at fryse ned til senere brug, siger Ingrid.
Æblekage
Hvis man ikke lige orker at skulle koge grød, kan man nøjes med at skrælle æblerne og skære dem i både, som fryses ned.
- Bådene kan så tages ud af fryseren og bruges i f.eks. en æbletærte. Det er nemt og godt, siger Ingrid Urban.
Stil dem tørt
Ingrids tredje forslag er det nemmeste, nemlig at samle æblerne sammen i en kasse, der er lidt ventilation i.
- Kassen sætter man ude, f.eks. under et halvtag, hvor der er tørt. Så kan de fleste æblesorter holde sig i lang tid, siger hun.