Træning året rundt - oldboys bliver aldrig for gamle til bold

08. marts 2022 kl. 16.15
Opdateret kl. 17.33

Temperaturen er lige over frysepunktet sidste i februar måned, og en pivkold kuling fra sydvest står ind over kunstbanen i Koldby.

På banen løber der spillere rundt - med huer og halstørklæde, og godt polstret under fodboldtrøjerne.

For der står onsdag på kalenderen og klokken er 19.00.

Det betyder, at uanset vintermørke og kulde, så er der aftentræningen for de seje gutter over 40 år.

- Vi er en stor flok oldboys fra 40 til over 70 år der de seneste fire år har spillet fodbold året rundt. Til at begynde med var vi 10. De fleste dage er vi over 25 spillere. Normalt plejer man at holde vinterpause. Men man kan sagtens spille vinteren igennem på kunstgræs, fortæller Palle Nielsen, der er ”træner” af oldboysgruppen.

Elsker at spille sammen

Hvad der driver de aldrende fodboldben, har Palle Nielsen forklaringen på:

- Vi elsker at spille bold og være sammen. Mange kender hinanden. Flere har spillet sammen siden drengetiden i Koldby IF. Nu er vi fyldt 50, 60 og endda 70 år. Men kærligheden til fodbold og kammeratskaben den bliver aldrig for gammel, lyder det fra Palle Nielsen.

Men ikke kun gamle venner mødes hver onsdag til bold på den kolde fodboldbane. Fællesskabet tiltrækker også ind imellem yngre spillere på 30-40 år.

- Det er vi rigtig glade for. Folk der er flyttet til byen og som måske vil spille i klubben på et af holdene, kan være sammen med os i starten. Vi har også flere ukrainere med - som bor og arbejder i Midtthy.

Man kan godt sige, at vi spiller for vores egen skyld. Men vi bidrager også til at trække spillere til og holde Koldby IF i gang, fortæller Palle Nielsen, der håber at KHIFs måde at holde oldboystræningen i gang året rundt, kan være en inspiration til resten af Thy.

Kamp hele træningen

For det er da mærkeligt, at så mange ældre fodboldspillere kan dyrke et fantastisk fællesskab i Koldby og så er der ingen oldboyshold i store byer som Thisted, Hanstholm og Nykøbing.

Onsdags-træningen i Koldby er ugens højdepunkt for fodboldgutterne. Og det er ikke intervaller og skydetræning det handler om. Det er 60 minutters kamp i god tempo.

Der spilles tæt, og der kæmpes om bolden. Men hårdt spil og glidende tacklinger er bandlyst.

Alderspræsidenten på holdet er Otto Knudsen på 71. Han ser frem til hver eneste onsdag.

- Vi har bare et fantastisk fællesskab omkring fodbolden. Og jeg tror sgu det forlænger livet at holde sig i gang, lyder det, mens han står og sparker med en bold.

Palle Nielsen råber - så gutter. Så går vi i gang. Bolden gives op og endnu en times træning er begyndt under det gule stadionlys. Efter en times uafbrudt løben efter bolden er energien brugt op.

Oftest tager spillerne direkte hjem. Men denne kolde aften er der en der har sørget for varm suppe i klubhuset. Næste onsdag snører de gamle fodboldrenge atter støvler og er klar til en times intensivt kammeratskab på kunstbanen i Koldby.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste