Billede beskrivelse

To lokale initiativer modtager fondsmidler

29. maj 2024 kl. 06.01

THISTED: Bæklund Rideklub og Thy Mors Handicap Musikfestival har til sammen modtaget 33.000 kr., som de kan bruge til lokale initiativer og aktiviteter til glæde for lokalsamfundet. Pengene er uddelt af Fonden bag Andelskasserne i område Nord.

Danmark er fyldt med energiske ildsjæle. Men selv den stærkeste virketrang kan bremses, hvis der ikke er økonomi til at føre de gode idéer ud i livet.

Fonden bag Andelskasserne i område Nord har netop til formål at støtte initiativer og aktiviteter, der vil gøre en synlig forskel i lokalsamfundene, og har derfor givet en økonomisk hjælpende hånd til en rideklub og en musikfestivalforening i Thisted Kommune.

Bæklund Rideklub har modtaget 18.000 kr. til fornyelse af ridehalsbund, mens Thy Mors Handicap Musikfestival har modtaget 15.000 kr. til festivalen i 2024.

Det glæder Mikael Nielsen, som er formand for Fonden bag Andelskasserne i område Nord, at fonden kan være med til at sprede glæde og udvikling i lokalsamfundene.

- Uddeling af midler er vigtigt for fonden, fordi vi på den måde understøtter lokale ildsjæle og udviklingen i lokalsamfundene. Herved bakker vi også op om de områder, hvori Andelskassens kunder lever og er aktive, siger Mikael Nielsen.

For at komme i betragtning til fondens midler skal aktiviteterne finde sted i fondens område og fremme udviklingen af sociale, kulturelle og kreative fællesskaber. Dette er vigtigt, fordi fællesskaberne bringer mennesker sammen og er til glæde for en bred kreds af lokale borgere.

For nylig mødtes ildsjæle fra de lokale initiativer i Andelskassen i Koldby for at modtage den økonomiske håndsrækning fra fonden. Her deltog også centerdirektør i Andelskassen i Koldby, Jesper Elkær.

- Det er stort for os i Andelskassen at kunne være med, når fonden bag banken uddeler midler til lokale initiativer. ’Sammen kan vi mere’ fortæller, at det ligger dybt i vores DNA at bakke op om de lokalområder, vores kunder er en del af. Det har vi mulighed for med fondene. Og det glæder mig at se, hvordan man gennem de to projekter skaber et større samarbejde og styrker det lokale fællesskab, så fondsmidlerne dermed er med til at gøre en forskel for mange indbyggere i lokalområdet, siger Jesper Elkær.

På Andelskassens hjemmeside kan man holde sig orienteret om ansøgningsfristen for næste uddeling af støttemidler. Her finder man også ansøgningsskema og yderligere information om, hvilke betingelser ansøgningerne skal opfylde.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste