Tilfredshed med åbning mandag hos frisører og massører m.fl.
Brancheorganisationen SMVdanmark havde dog gerne set, at der også kunne åbnes i storcentre
DANMARK: SMVdanmark, der repræsenterer omkring 18.000 små og mellemstore virksomheder er begejstret for aftalen om, at liberale erhverv som frisører og massører mandag 20. april kan åbne igen, hedder det i en pressemeddelelse:
- Det er rigtig godt for de tusindvis af små virksomheder - og hele Danmark, at de nu igen kan få gang i hjulene. Både virksomhederne og samfundet har tabt mange penge over de seneste uger, siger vicedirektør Jakob Brandt.
Det er den politiske aftale mellem regeringen og Folketingets partier, som blev indgået natten til fredag, der muliggør genbningen:
- Beslutningen om, at vores frisører nu igen kan åbne, betyder forskellen mellem liv og død for rigtig mange af vores medlemsvirksomheder. Derfor er vi meget begejstret for aftalen om at udvide den første fase af genåbningen af Danmark. Det har vi bedt om, siden det stod klart, at det var sundhedsmæssigt forsvarligt, siger Jakob Brandt og fortsætter:
- Derfor var det også den eneste rigtige beslutning. Virksomhederne har tabt rigtig mange penge over den seneste måneds tid, og det har sat sig dybe spor i både deres egen, men også samfundets økonomi. At de nu kan genåbne betyder, at vi forhåbentlig kan undgå konkurser og tab af arbejdspladser, og det er godt for os alle.
Men SMVdanmark ønsker at gå videre, fremgår det:
- Nu gælder det om, at vi hurtigst muligt får nogle retningslinjer på plads for, hvordan vores medlemmer skal omgås kunderne og så gælder det, at kunderne også fortsætter med at opføre sig hensigtsmæssigt, så genåbningen på mandag sker forsvarligt, siger vicedirektøren og fortsætter:
- Vi havde rigtig gerne set, at butikkerne i storcentrene var kommet med i genåbningen. Danskerne har vist, at de er gode til at omgås hinanden, så for mig er det vanskeligt at se, at det ikke skulle kunne lade sig gøre i en overdækket gågade eller i et bycenter, siger Jakob Brandt.