Tidligere tøjbutik i Thisted får helt ny funktion
THISTED: Hvordan udfylder man skemaet om opholdstilladelse og booker tid hos Udlændingestyrelsen? Og hvad med at få skrevet børnene ind i skolen, finde en praktiserende læge, en bolig og måske et job?
Alle disse og mange andre spørgsmål vil Thisted Kommune hjælpe de ukrainske flygtninge med. Og i stedet for at ukrainerne skal henvende sig flere forskellige steder, vil de kunne få hjælp på et nyt kontor, som kommunen åbnede mandag i en tidligere tøjforretning på gågaden i Thisted.
Kontoret bemandes af medarbejdere fra Borgerservice, fra Jobcentret og af andre med forstand på bl. a. bolig og på ydelser.
- Vi håber, at det kan gøre det nemt og overskueligt for de ukrainere, der er kommet hertil. De står i en meget overvældende situation, og vi vil gøre vores bedste for at støtte dem, siger Trine Engholm Christesen, chef for erhverv og beskæftigelse i Thisted Kommune.
Det nye kontor åbner, samtidig med at Borgerservice er under stort pres. Lige nu skal man således vente tre uger på en tid. Det har ikke noget med krigen i Ukraine at gøre, men hænger sammen med, at mange borgere skal have kommunens hjælp til at skifte fra NemId til MitId, der nu også skal udbredes til alle 13- og 14-årige, fortæller lederen af Borgerservice, Gitte Frøkjær Pedersen. Samtidig giver det også travlhed hos Borgerservice, at udstedelsen af kørekort er overtaget af Færdselsstyrelsen.
Ud over de relevante medarbejdere vil man hos Thisted Kommune gøre sit yderste for, at der også er tolkebistand til stede i det nye kontor, skriver kommunen i en pressemeddelelse. Men man håber samtidig på hjælp fra det netværk af familie, venner og bekendte som flygtninge måtte have. På den måde kan ventetiden på tolkebistand begrænses mest muligt.
Alle ukrainske flygtninge i kommunen er indtil videre indkvarteret privat, og derfor er der endnu intet overblik over antallet. Men Gitte Frøkjær Pedersen vurderer, at det drejer sig om op mod 200 personer.