Tid til at planlægge sæsonens markarbejder
Landbo Limfjord inviterer til informationsmøde torsdag eftermiddag 5. marts
SKIVE: Torsdag eftermiddag 5. marts inviterer Landbo Limfjord til planteavlsmøde for vækstsæsonen 2020 på kontoret i Skive, oplyser planteavlskonsulent Sven Erik Pinstrup. Der ønskes tilmelding senest dagen før.
- Vinteren 2020 har været usædvanlig våd og varm. Både januar og februar har været ekstraordinært varme med middeltemperaturer omkring 5,5 grader. De høje temperaturer giver usædvanlig tidlig plantevækst. I haven og på landmandens marker er planterne i gang med at gro, og alting grønnes - mange planter er allerede en måned eller mere fremme i vækst i forhold til sædvanlige år, siger Sven Erik Pinstrup og fortsætter:
- Valg af markstrategi er vigtig og skal overvejes meget nøje. Strategien skal tilpasses årets vækstsæson og de enkelte marker, så der er mange faktorer, der bør medtages i beslutningerne. Vintersæden skal startes op efter vinteren, og her er det vigtigt at have den rigtige strategi for gødskning, ukrudtsbekæmpelse, svampebekæmpelse, vækstregulering m.m. Og strategien for forårssåede marker skal også tilpasses den nyeste viden om gødning, kemi, efterafgrøder m.v.
Han tilføjer, at disse spørgsmål kommer man ind på ved mødet:
- Vejrudsigten er anderledes, og når vi samtidig har fået mange ændringer på godkendelse og doseringer, er der rigtig mange spændende ændringer til den kommende sæson. Vi har også fået nye og bedre værktøjer til at anvende it og nye satellitbilleder i marken, og i dag kan mange maskiner faktisk graduere gødning, udsæd og kemi i marken, så vi udnytter planternes potentiale bedre med samme eller mindre indsats, siger Sven Erik Pinstrup, der taler om en rivende udvikling i markbruget i disse år, hvor den ny teknologi og mulighederne bliver både mere præcise og mere brugervenlige.
Han tilføjer, at det selvfølgelig også er vigtigt at have fokus på både økonomi og miljø, når man planlægger markarbejdet:
- Der skal være økonomi i de handlinger, landmanden foretager sig, og der skal bruges så lidt som muligt, men så meget som nødvendigt.
Derfor vil konsulenter fra Landbo Limfjord på mødet også komme ind omkring præcisionslandbrug, farmtracking og kemitjek.
Nærmere på: www.landbo-limfjord.dk.