”Thy i Balance” fejres med kæmpe liveshow på fredag
”Thy i Balance LIVEshow” sendes fredag den 26. marts kl. 17.30 til cirka 20.15
THY: Når ”Thy i Balance” runder denne runde af aktiviteter af, bliver det med et brag af et liveshow med masser af lokale medvirkende, en international musikstjerne og masser af præmier på højtkant til Thyboerne. Showet sendes fredag aften fra kl. 17.50 fra Thyhuset.
- Vi satser på at være færdige, så vi kan nå at heppe på vores to lokale X-Faktor helte ”Simon & Marcus”. Dem skal vi have i finalen, så alle stemmer er vigtige, slår handelschef Michael Vendelbo fast.
Hans skrivebord og computerskærm har de sidste par måneder været fyldt med bunker af papir og gule post-it sedler med ideer, planer og meget andet. Ideen om ”Thy i Balance” er en af de mange, handelschefen og hans lille stab, har iværksat det sidste års tid for at sikre den lokale detailhandel. Missionen ser ud til at lykkes.
- Når man ser den opbakning, ”Thy i Balance” har fået, kan det godt give et sug i maven. Virksomhederne i hele Thy har virkeligt bakket op omkring de dele af detailhandlen, der har været og stadig er udfordret. Jeg ved godt, at vi har sagt det til hudløshed, men jeg synes, at det viser noget af det fineste vi i Thy har: sammenholdet, siger Michael Vendelbo.
Jesper Grønkjær er medvært
”Thy i Balance” kunne have valgt at trække vinderne og indrykke en annonce i avisen eller offentliggøre dem på Facebook, og så var det lige som det.
- Vi synes bare, at projektet fortjener noget mere og en afslutning, der kan være med til at larme ude omkring samtidigt med, at vi sagt ordentligt tak til alle dem, der har bakket op, fortæller Michael Vendelbo om baggrunden for, at man slutter af med et LIVEshow på nettet.
Han har selv været vært på de to tidligere shows, men får denne gang forstærkning i form af en ikke ubetydelig indskiftning.
- Thyboen, fodboldspilleren og TV-værten Jesper Grønkjær var den første, der meldte sig under fanerne, da vi spurgte rundt omkring. Både i form af støtte, som han satte ord på i en video, men også som ulønnet medvært i vores liveshow. Det samme gælder alle øvrige, vi har spurgt. Det har været altafgørende for, at vi har kunnet bryde gennem mediemuren, påpeger Michael Vendelbo.
Han fortæller, at der indrettes fire studier i Thyhuset, hvor ser sendes fra fredag.
Lokale - og en verdensstjerne
Programmet bliver lidt som de gamle ”Eleva2ren” på TV2, hvor man har forskellige ”små studier i studiet”, man sender de enkelte interviews, indslag eller lodtrækninger fra. Alt sammen bundet sammen af musik.
- Onplugged spiller unplugged eller akustisk om man vil i studiet aftenen igennem. Herudover kommer der musik med Martin Kanstrup, Johan Kolstrup samt verdensstjernen Walter Trout der er gået sammen med internationalt kendte og lokale Blindstone, fortæller Michael Vendelbo.
TV-showet får også politisk bevågenhed, da det er en bevilling fra Thisted Kommune, der har givet ”Thy i Balance” luft under vingerne. Borgmester Ulla Vestergaard gæster de bløde sofaer i studiet.
- Vi laver også en ølsmagning i studiet, hvor Bryggeridirektør Aage Svenningsen vil smage for. Jeg kan godt afsløre, at vi skal tilbage til det studie fem gange i løbet af aftenen. Vi håber, at seerne stadig holder ved til sidst, når den femte og sidste øl præsenteres, griner Michael Vendelbo.
Masser af præmier
Liveshowet kommer ikke ”blot” til at koncentrere sig om studiet i Thisted.
- Der vil også komme en række livesendinger fra rundt omkring i Thy. Vi forventer at komme til Sydthy, Kystbyerne og måske det vestligste hjørne også, fortæller Michael Vendelbo.
Herudover er der også en lang række store gavekort, der skal udtrækkes. Det er de seks gavekort til en samlet værdi af 50.000 kroner, som Sparekassen Thy, Thisted Forsikring og Tømmergaarden har sagt på højkant i forbindelse med salget af ”Thy i Balance” gavekortene.
- Gavekortene er delt op med to a 12.500 kroner, to a 7500 kroner og to a 5000 kroner, fortæller Michael Vendelbo.
Det bliver adm. dir. Ole Beith (Sparekassen Thy) og adm. dir. Dennis Rene Petersen (Thisted Forsikring), der skal finde de seks vindere, lige som der vil blive udtrukket en række vindere aftenens igennem i ”Bid af Thy” konkurrencen.
Nyd lækker lokal mad
Håbet er, at rigtigt mange lokale vil gøre en festaften ud af at følge showet, der sendes på Thy i balances Facebook-side.
- Otte lokale restauranter har lovet at lave en lækker take-away menu, som kan indtages imens, man hygger sig med liveshowet. Vi håber, at rigtigt mange vil bakke op omkring de lokale spisesteder, der sammen med de liberale erhverv, stadig er lukkede og er kraftigt udfordrede. Dem har vi i den grad også behov for er her, når resten af landet åbner igen. Så støt op, lyder opfordringen fra Michael Vendelbo.
Det er Hotel Vilsund Strand, Det Smager af Thy i J.P. Jacobsencentret i Thisted, Hotel Thinggaard, Hurup Slagter, Cafe Baguset, Agger Darling, Hotel Thisted og Det Gamle Røgeri i Hanstholm, der tilbyder en speciel ”Thy i Balance” takeaway menu. Den kan ses på vores facebookside – Thy i balance.
- Så alt i alt synes jeg, at der er lagt op til en festaften i en kold tid i Thy. Vi glæder os i altfald og lover, at den får fuld gas fra vores side fredag aften, siger Michael Vendelbo.
”Thy i Balance LIVEshow” sendes fredag den 26. marts kl. 17.30 til cirka 20.15.