Thy har fået en ny biograf – kom til åbningsreception
AGGER: Alle ved, at film skal ses i biffen, hvor oplevelsen kan deles sammen med andre filmelskere.
Både de store film, de smalle film og de brede film.
En sådan biograf vil Thys nyeste biograf, Bio Agger, være, og det vil den nye biografbestyrer, Rasmus Smed, fortælle mere om til en åbningsreception for den lille biograf i Agger Tange Feriecenter lørdag den 21. september klokken 14.
Rasmus Smed har feriecenterets forpagter, Peter Hyldahl, hentet til Agger fra Aarhus, hvor han i en årrække har været beskæftiget med filmproduktion og sideløbende har arbejdet hos den kendte biograf, Øst for Paradis.
- Jeg var til samtale hos Peter en onsdag, og dagen efter ringede han for at høre, om jeg kunne begynde to uger senere, smiler Rasmus, der takkede ja og hurtigt fik pakket en lille flyttebil for at køre vestpå.
Ud over at booke film, lægge programmet op på biografens hjemmeside og lave markedsføring, skal Rasmus Smed være med til at udvikle projekter og events ud fra de mange idéer, Peter Hyldahl og han selv har, men også ud fra idéer og inspiration fra publikum.
Strikke-bio og baby-bio
Og det bliver projekter og events, som også kommer til at involvere feriecentrets faciliteter, herunder caféen, som Rasmus Smed i øvrigt også er blevet bestyrer af.
- Når vi har ferielejligheder, konferencelokaler, køkken og café, så er det oplagt at kombinere de faciliteter med vores biograf. Derfor har vi allerede nu planlagt at lave strikke-bio og baby-bio, hvor man kan nyde en kop kaffe med en croissant inden filmen. Fællesspisning og film er en anden aktivitet, vi vil lave, hvor man kan mødes i caféen sammen med andre filmelskere til god mad og et godt glas rødvin og få en filmsnak på tværs inden oplevelsen i biografen. Vi vil også leje biografen ud til private og virksomheder. Det kan være i forbindelse med en fødselsdag, hvor man kan invitere sine gæster i biografen, eller til en konference eller personalearrangement i virksomheden, forklarer Rasmus Smed.
Mød en filmskaber, er en anden event, som Bio Agger vil præsentere, ligesom biografen vil byde på gratis ”film”, når Aarhus Universitet livestreamer universitets kendte og naturvidenskabelige foredrag.
- Vi har mange andre idéer og projekter, der bobler, og dem vil vi prøve af. Og så er vi meget åbne for publikums idéer og inspiration. Blandt andet er vi lige nu i gang med at hjælpe Sydthy Gyser, som bliver en filmklub for elskere af gyserfilm, siger Rasmus Smed.
Til åbningsreceptionen vil han fortælle meget mere om biografen og planerne for fremtiden. Desuden bliver der et trailershow i biografen med smagsprøver på kommende film.
- Vi får også besøg af Brian Sørensen fra FS2 i Skive. Han producerer biografreklamer og kan fortælle virksomheder, hvordan de kan få deres budskab op på det store lærred, siger Rasmus Smed.