Thisted Ro- og Kajakklub har fået 49.000 kr. fra DGI’s sommerpulje
Man vil udvikle SUP som ny sportsgren både til unge og familier - og med sigte på professionalisme
THISTED: DGI og DIF støtter i år de lokale idrætsforeninger i deres samarbejde gennem en ny sommerpulje, der har til formål at forbedre danskernes dagligdag. En af de lokale foreninger, der har fået støtte, er Thisted Ro- og Kajakklub, som har fået 49.000 kr. fra DGI.
Bestyrelsesformand Helle Slot fortæller om klubbens projekt:
- Vi håber, at dette kan være med til at få SUP (stand up paddling, red.) udviklet som en ny sportsgren i Thisted Ro- og Kajakklub. Vi har gennem foråret og sommeren kunnet se, at rigtig mange er kommet til klubben med selvoppustelige SUP-boards, så der er helt sikkert mange, som er interesseret og gerne vil dyrke sporten. Vi vil gerne højne sikkerheden ved at give dem basale færdigheder og lære dem at klæde sig på i forhold til vandtemperaturen og at bruge svømmevest. Det, tror vi vil gøre, at folk vil udvikle sig på SUP, siger hun.
Helle slot fortæller her videre om klubbens forhåbninger og muligheder for at udvikle SUP til et mere lokalt og samtidig professionelt niveau:
- Vi har en rige muligheder for, at man kan prøve forskellige typer af SUP-boards, om man så er til fart, bølger eller bare en hyggetur på vandet. Vi har i år og i fjor fået en del af klubmedlemmerne på SUP, og vi vil gerne tage flere ind i klubben, som gerne vil dyrke SUP-sporten. Jo flere man er, jo nemmere er det at finde nogle, som vil det samme som én selv, forklarer hun.
Klubben investerer en god del af pengene i sikkerhed til børn og familier, herunder planlægger klubben at indkøbe godt 15 shorties - våddragter, der isolerer børn fra det nogle gang kolde vand.
Klubben har også tænkt sig at gøre meget i familiearrangementer. Her vil klubben lave et arrangement kaldet ”Familie SUP” for at motivere flere familier til at komme ud at nyde det stille vand i Limfjorden og få godt med motion i hverdagen.
I DGI’s sommerpulje er der 41 mio. kr., og der er mulighed for medlemsforeningerne at søge indtil 23. august.