Succesfuld duo vinder DM for 11. gang
Med en sejr i den 4. af årets 6 DM afdelinger i bilorientering sikrede de forsvarende Danmarks Mestre fra Thy Motor Sport og Struer & Omegns Motor Sport, Børge Holm og Jørn Mørup, DM guldet for 3. år i træk og for 11. gang i alt.
Det skriver Thy Motor Sport i en omtale.
Danmarks Mesterskabet i bilorientering afvikles over 6 afdelinger, hvor af de 4 bedste resultater tæller med. Da Børge Holm og Jørn Mørup havde vundet de 3 første af årets i alt 6 afdelinger inden lørdagens 4. DM afdeling ved Næstved kunne en topplacering i det sydsjællandske betyde at guldet blev sikret allerede inden bilorienteringsmandskaberne går på sommerferie.
Børge Holm og Jørn Mørup gjorde rent bord i lørdagens DM afdeling. Holdet blev ikke noteret for en eneste fejlkørsel og da de gennemførte den 90 km lange rute i den næstbedste tid, var sejren og dermed også årets DM-guld på plads, selv om der skal afvikles 2 DM afdelinger i efteråret.
Lørdagens DM afdeling blev arrangeret af Sydsjællands Automobil Klub og blev afviklet i et område nord for Næstved. Arrangørerne havde indhentet en række gode tilladelser i et område, hvor der ikke havde været kørt bilorientering i mange år.
I kampen om DM mangler der som nævnt 2 af de i alt 6 afdelinger. Selv om guldet er fordelt, er der hård kamp om de øvrige medaljer og Morten Jäger og Bent Mikkelsen er stadig i spil til DM-medaljerne.
Thy Motor Sport havde yderlige to hold til start i A klasen:
Finn Hvidberg / Bjarne Nielsen kom ind på en fjerde plads
Ole Bach / Bjarne Agesen sluttede lidt længere nede i rækkerne nemlig på en 8. plads