Stor taknemmelighed: Legeplads er et hit
- Det er et helt nyt socialt indspark, og den kan holde mange børn i gang, lyder det fra skoleleder
BJERGBY: De store smil på børnenes læber og deres glade hvin er et godt bevis på, at den nye legeplads i Bjergby, lige ved Bjergby Friskole, er et hit.
Legepladsen, der blev indviet sidst i efteråret, er en del af et byfornyelsesprojekt, som Morsø Kommune står bag, fortæller Luise Boje Mortensen, skoleleder på Bjergby Friskole.
- Det er Bjergbys legeplads, men vores elever i indskolingen, sfo’en og børnehuset bruger den meget. Det er fantastisk stort, at den står her, og vi nyder den rigtig meget, siger Luise Boje Mortensen.
Før stod der et par gynger og en karrusel på pladsen, men nu er der et væld af muligheder at boltre sig på. Blandt andet rutsjebane, legetårne, klatrenet, ”sandhejsemaskine”, gynger og forhindringsbane.
- Det er et helt nyt socialt indspark, og den kan holde mange børn i gang. Der er en god motorisk udfordring for børnene i legepladsen, og børnene er gode til at finde på alle mulige andre måder at bruge tingene på, end det var tiltænkt, siger Luise Boje Mortensen.
Hun fortæller, at der på et tidspunkt skal etableres en trappe fra skolens område ned til legepladsen.
Indtil da kan man tage turen til legepladsen via rutsjebanen eller udfordre balancen ned ad en skråning.