Stor opbakning til festival: Du kan stadig nå at være med
Selvom tilmeldingsfristen først udløber lørdag op til informationsmødet på Hotel Thinggaard i Hurup søndag den 8. oktober, så kan Lotte Littau Kjærgaard, der står bag strikkefestivalen Wool Days Thy, allerede nu konstatere stor opbakning til eventen.
- Informationsmødet om Wool days Thy har indtil videre fået en flot modtagelse med 50 tilmeldinger, og dagligt tikker der flere ind, siger hun.
Wool Days Thy bliver arvtageren til den tidligere Fanø Strikkefestival, og den store strikkevent, som har trukket i titusindvis af strikkeentusiaster til Fanø over årene, er programsat til at finde sted i Hurup 20.-22. september næste år.
Selv har Lotte Littau Kjærgaard mange drømme og ambitioner på strikkefestivalens vegne, men alene kan hun ikke gøre den til en succes.
Hun har brug for, at alle gode kræfter i lokalområdet bakker op. Både erhvervslivet, butikkerne, turisterhvervet og ikke mindst lokalbefolkningen.
- Det er vigtigt for mig at understrege, at det ikke er mig, der bliver vært for festivalen. Det bliver byen, egnen og alle de aktører, som jeg har opfordret til at komme til informationsmødet. Og på tilmeldingerne kan jeg se, at informationsmødet bliver med bred opbakning hele spekteret rundt, så det er dejligt, siger hun.
Danmarks bedste strikkefestival
Lotte Littau Kjærgaards vision for Wool Days Thy er enkel og ambitiøs. Hun vil være med til at skabe Danmarks bedste strikkefestival af så høj kvalitet, at strikke- og garnentusiaster fra både ind- og udland vender tilbage år efter år.
Sammen med de lokale kræfter, vil hun stræbe efter at skabe et fyrtårn og en succesfuld begivenhed for hele egnen, hvor lokal forankring og engagement går hånd i hånd med kreativitet, højt humør, fællesskab og de mange bundlinjer.
- Der er naturligvis en bundlinje rent økonomisk, for ellers kan strikkefestivalen ikke overleve. Men for mig er der også mange andre bundlinjer. En bundlinje kunne være stolthed. At borgerne, butikkerne og erhvervslivet føler stolthed over at stå sammen om eventen. At bryde ud af ensomhed ved at indgå i fællesskaber med andre strikkeentusiaster på tværs af alder og evner, kunne være en anden bundlinje. For mig er det ikke bare at samle tusinder af strikkeentusiaster, men at se muligheder og drømme, hvor alle kan byde ind med forslag til, hvad byen og egnen skal byde velkommen med til strikkefestivalen, siger Lotte Littau Kjærgaard.
Et bærende element for strikkefestivalen bliver at skabe størst mulig værdi gennem frivilligt engagement. Frivillighed har Lotte Littau Kjærgaard selv stor erfaring med og viden omkring, og gennem sit netværk på det område har hun inviteret Ulla Lund og Lise Grønbæk med til informationsmødet. Begge har i over 20 år arbejdet med opbygning af frivillige netværk, blandt andet som frivillighedskoordinatorer ved Smukfest, opbygning af frivillighedsorganisationen ReThinker og hos DGI. Til dagligt arbejder de begge med frivillighed i VisitAarhus, ligesom de ofte afholder ’MasterClass i frivillighed’.
Informationsmødet om Wool Days Thy har sidste frist for tilmelding på nemtilmeld.dk lørdag klokken 09. Mødet finder sted søndag mellem 13-16.
- Der er plads til flere, så dem, der har lyst til at være med, skal endelig melde sig til, opfordrer Lotte Littau Kjærgaard.