Billede beskrivelse

Stor fusion i Thy: 50 medarbejdere samles under en hat

15. juni bliver Thy Varme & Stålteknik og Vestkystens VVS i Bedsted sammenlagt under selskabet TVT Group. Samtidig etablerer selskabet medejerskab i BioMaTek.

12. juni 2023 kl. 14.09

BEDSTED: Thy Varme & Stålteknik har siden 1995 udført opgaver inden for industri, stål- og smedje, laserskæring, vvs, blik, biogas og andre grønne energikilder. Vestkystens VVS har siden 1998 beskæftiget sig med vvs, blik, varmepumper samt fjernvarme. Nu bliver de sammenlagt under selskabet TVT Group. Det fremgår af en pressemeddelelse fra virksomhederne.

- Både Jesper, Kristian og jeg kan se ind i en fremtid, der stiller større krav til teknisk viden og specialiseret arbejdskraft, og derfor var det et naturligt valg, at vi skulle ”slå hovederne sammen”, fortæller indehaver af Vestkystens VVS, Jesper Thousgaard.

Medejer af Thy Varme & Stålteknik, Kristian Wind Hornstrup, tilføjer:

- Vi har længe haft et godt øje til Vestkystens VVS, da vi i flere år har arbejdet sammen med dem. Det var derfor dejligt, at Jesper havde gået med samme tanker om en sammenlægning. Det har betydet, at vi i fællesskab kan tilbyde kunder en højere grad af kvalitetssikrede løsninger. Dagligdagen og  kundehåndteringen ændres ikke, men det betyder, at vi kan trække på hinandens kompetencer.

Bedre synergieffekt og større arbejdsstyrke

TVT Group har sideløbende etableret medejerskab i BioMaTek i Bedsted, som er et firma, der beskæftiger sig med servicering og vedligehold af biomassekedler.

- Med sammenlægningen af de tre virksomheder under TVT Group, tror vi på, at vi skaber en bedre synergieffekt og større arbejdsstyrke, der giver plads til specialiseret viden, siger medejer af Thy Varme & Stålteknik, Jesper Lovmand.

Alle tre virksomheder og deres 50 medarbejdere bliver samlet under selskabet TVT Group, hvor ejerskabet er fordelt mellem Jesper Thousgaard, Kristian Wind Hornstrup og Jesper Lovmand. Administrationen samles på Virkevej i Bedsted, hvor Thy Varme & Stålteknik har deres daglige gang.

I forbindelse med sammenlægningen med Vestkystens VVS træder stifteren af Thy Varme & Stålteknik, Kjeld Yde Madsen, ud af ejerkredsen. Han forbliver dog i den daglige ledelse frem til årsskiftet. Kjeld Yde Madsen indtræder i stedet i ejerkredsen hos BioMaTek sammen med den nuværende ejer, Henrik Nielsen og TVT Group.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste