Stjerneskud kommer til Mors
En af dansk litteraturs mest spændende nye stemmer kan 20. januar høres i Nykøbing
NYKØBING: Hun er lidt af et litterært stjerneskud, Maria Hesselager, der er uddannet fra Forfatterskolen og i april 2021 debuterede med den anmelderoste ”Jeg hedder Folkvi”, som hun i efteråret modtog Munch-Christensens debutantpris for.
Torsdag 20. januar kan hun opleves ved en forfatteraften i Morsø Biblioteksforening i Støberisalen på Morsø Folkebibliotek. ”Det er en helt særlig, ny stjerne, der nu er trådt ind på dansk litteraturs scene”, har Berlingske skrevet om Maria Hesselagers debut.
“Jeg hedder Folkvi” er en fri fortolkning af vikingetiden og bevæger sig mellem psykologiske og mytologiske lag. Det er en fortælling om Folkvi og hendes bror Aslakr. De spejler sig i hinanden, og deres søskende-kærlighed er intens og kompliceret. Romanen giver stemme til nogle dybe, menneskelige grundfølelser, som er tidløse: Sorgen over det tabte, usikkerheden ved at befinde sig i en overgangsperiode, længsel og ikke mindst stor og kraftfuld kærlighed.
Det amerikanske forlag Riverhead Books har købt rettighederne til at udgive “Jeg hedder Folkvi” på det engelsksprogede marked.
Fra anmeldelserne af romanen lyder det bl.a.: “En udsøgt, af omfang lille, men kraftig kærligheds- og vikingeroman, der skaber tusind små, poetiske smagseksplosioner hos læseren.”
Efter forfatteraftenen er der generalforsamling i Morsø Biblioteksforening.
Arrangementet er støttet af Statens Kunstfond. Der er gratis adgang for medlemmer af Morsø Biblioteksforening. Ikke-medlemmer opkræves en entre på 60 kroner.