Billede beskrivelse

Sparekassen Thy støtter landbrugsskolernes rekruttering

Tre landbrugsskoler, fire landboforeninger og tre pengeinstitutter er gået sammen om en kampagne

02. marts 2020 kl. 13.55

THY-MORS: Sparekassen Thy er ét af i alt tre nordjyske pengeinstitutter, der over de næste tre år vil bidrage med samlet set 300.000 støttekroner til en kampagne, der har til formål at tiltrække flere unge til landmandsuddannelsen, fortæller EUC Nordvest i en pressemeddelelse.

Videre hedder det, at der er et stort og fortsat stigende behov for at få flere unge til at vælge landmandsuddannelsen, hvis man skal kunne imødekomme branchens behov for faglært arbejdskraft både nu og i fremtiden. Derfor har Region Nordjyllands tre landbrugsskoler - i samarbejde med Landbo Nord, Agri Nord, Landbo Thy, nf plus og LandboUngdom - kickstartet en kampagne, der skal skaffe flere elever til de nordjyske landbrugsskoler. Dét initiativ har tre nordjyske pengeinstitutter valgt at bakke op om med et markant økonomisk bidrag.

- Når man driver pengeinstitut i Vestjylland, så fylder landbruget meget - både direkte og som følgeerhverv. Landbruget har en enorm stor betydning for det samfund, som vi er en del af, og når så stor en branche udtrykker bekymring for tilgangen af kvalificeret arbejdskraft, og i den forbindelse har et ønske om at igangsætte en række initiativer for at afbøde dette, ja så er det naturligt for os at bakke op, siger direktør Ole Beith fra Sparekassen Thy og fortsætter:

- Ud fra et lokalt perspektiv, så ser vi os i denne sammenhæng som en del af en stærk treenighed: Den lokale landbrugsskole, den lokale landbrugsforening og os som lokalt forankret pengeinstitut. Vi tror på, at vi ved at forene kræfterne - og i samarbejde med projektets øvrige aktører - vil kunne opnå et mere slagkraftigt resultat i forhold til at tiltrække flere unge til landbrugsskolerne. Det er kort og godt en god sag.

Sparekassen Thy tilfører over de næste tre år i alt 100.000 støttekroner til kampagnen.

Kampagnen blev skudt i gang i november med lanceringen af en promoveringsvideo for de tre nordjyske landbrugsskoler. En video, som aktørerne har fået god respons på. Og med den økonomiske ”vitaminindsprøjtning” fra de tre pengeinstitutter, skal indsatsen nu intensiveres.

- Det er helt exceptionelt, at man har tre landbrugsskoler, fire landboforeninger og tre pengeinstitutter, der inden for hvert sit segment er konkurrenter, men som alligevel formår at samles om dette projekt. Vi er alle enige om, at det her er så vigtigt, at vi bliver nødt til at løfte i flok. Og det gør vi, siger Leif Gravesen, formand for Landbo Thy, og fortsætter:

- Vi har nedsat en styregruppe, hvor der er en repræsentant fra hver skole, fra hver af de fire landbrugsforeninger samt fra Landbo Ungdom. Sammen skal vi nu have fastlagt den endelige køreplan for de kommende indsatser, så vi sikrer os, at den samlede kampagne får størst mulig gennemslagskraft.

Direktør Hans Chr. Jeppesen fra EUC Nordvest er taknemmelig for den markante lokale opbakning til de udfordringer, Morsø Landbrugsskole og det lokale landbrugserhverv står overfor.

- Det er dejligt, når branchen og et lokalt pengeinstitut ikke blot konstaterer, at vi har en udfordring, men også går aktivt ind i kampen for at afhjælpe den, siger han.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste