Billede beskrivelse

Som lyn fra en klar himmel: Blev jeg lige voksen?

10. november 2024 kl. 10.02

I Danmark er du per definition 'voksen', når du fylder 18 år, og dermed er myndig. Mange af os vil dog tænke tilbage på os selv i en 18-årig version og tænke: ”Aaah der var jeg måske nærmere ung og en smule uansvarlig”. Måske det kan hænge sammen med, at frontallapperne først er vokset sammen, når man er 25 år gammel.

Det førte en morgen til, at vi stillede os selv spørgsmålet: ”Hvornår følte vi, at vi officielt var trådt ind i de voksnes rækker?”. Dog med det forbehold, at vi begge stadig kan være nogle umodne legebørn af og til.

Camilla lagde fra land med historien om dengang, hun som nyudklækket husejer opdagede, at man kan få en trillebør med punkterfrit dæk. Det affødte en uventet reaktion i hendes indre. Begejstring. ”Lige der følte jeg mig med et trylleslag meget voksen”, sagde hun. Det skete også med erkendelsen af, at hun ikke længere forstår, hvad de unge siger. TikTok-sproget med ord som ”slay” og ”Sigma”, er volapyk for hende. Det bekræftede kun, at voksenfælden er klappet.

Skovmand havde den samme åbenbaring i forbindelse med havearbejde og genkaldte den lykkerus, han følte, da han tænkte tilbage på sin løvsuger.

Lytterne har også gjort sig tanker om, hvornår man føler sig voksen. Her er nogle af deres beskeder:

”Jeg er født og opvokset med camping og Camplet men først, da jeg var 32, fik jeg min egen Camplet og kørte til Frankrig alene med min kæreste. Første tur gik til samme campingplads, som da jeg var barn, og første tanke var, at jeg var taget helt til Frankrig uden en voksen. Men jeg kom så i tanke om, at jeg rent faktisk selv er voksen nu som 32årig. Venlig hilsen chaufføren”

”Jeg følte mig gammel, da en kollega på 20 spurgte mig: "Ved du hvad BS betyder?" Og min første tanke var BS Christiansen. Det betød åbenbart Bullshit. Haha. Hilsen Lasse”

”Godmorgen. Jeg begyndte at føle mig voksen, da jeg gik fra min fine gejlede Polo med en ordentlig bas til en Audi stationcar med to barnesæder bagi. Mvh. Vendelboen”

Måske det åbner for lidt refleksion. Hvornår følte du egentlig, at du var blevet voksen?

Niels Skovmand og Camilla Gammelgaard skriver klummer for ligeher.nu og er værter på ”Skovmand og Camilla om morgenen”, der kan høres alle hverdage fra klokken 06.00 til 10.00 på ANR. Du kan lytte til ANR online på ligeher.nu/lyd

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste