Søstrene Skårup har skabt en stor succes: Over 600 løste billet til konfirmationsevent
HURUP: Knap har Hurup fået armene ned ovenpå en vellykket og velbesøgt Wool Days Thy strikkefestival, før armene kom op igen lørdag formiddag, hvor specialbutikken for konfirmations- og brudekjoler, Søstrene Skårup fra Snedsted, fik kommende konfirmander med forældre til at valfarte til Hurup Hallerne til Danmarks største konfirmationsevent arrangeret af én butik alene.
Over 600 løste billet til eventen, der både bød på et modeshow i den ene hal og en messe i den anden, hvor over 30 stande gav inspiration til den store dag med alt fra mad og drikke, til bordpynt, makeup, smykker, fotografering og meget mere.
- Det er lidt vildt, så mange, der er kommet. Og det er ikke kun lokale. Flere har kørt mange kilometer for at være med. Det er både fra Nordjylland, Østjylland og Sønderjylland, smilede Amanda Skårup, inden hun trådte frem foran det store publikum for at byde velkommen.
Og det var et forventningsfuldt publikum, der sad tætpakket omkring den lange catwalk for at se 2025 kollektionen fra det populære og danskdesignede Brudedesign. Og fra første skridt, de unge modeller tog på catwalken, knipsede de kommende konfirmander og forældre løs og optog videoer på deres smartphones.
På opfordring fra Amanda Skårup.
- I skal bare skyde løs med fotos og videoer, for så kan I senere vise dem til os med den kjole, I gerne vil have på til jeres store dag.
Nødvendigheden af de mange fotos og videoer fulgte også af, at modellerne fremviste over 100 kjoler med variationer.
Så var det trods alt lidt nemmere med drengene, hvor tre friske fyre gæsteoptrådte med skarp mode fra Sjölin og Mr. Toben Jensen.
Men fælles for alle modeller, både piger og drenge, var et publikum, der begejstret klappede dem hen over catwalken til tidens hotte hits fra højttalerne.
Inspirerende modeshow
Efter modeshowet, blev der åbnet for messen, hvor der hurtigt var trængsel på standene for at lade sig inspirere til den store fest.
Også hos Søstrene Skårups stand, hvor man kunne se og mærke kjolerne på nært hold og samtidig afgive bestilling.
Blandt de mange kommende konfirmander med forældre, var 13-årige Katrine Nørskov Dalgaard og hendes mor, Tina.
- Vi er kommet for at se udvalget af kjoler, og modeshowet var meget inspirerende, for det er spændende at se, hvad der rører sig lige nu med kjolemoden, sagde Tina.
Katrine syntes også, at modeshowet var godt, ja så godt, at hun tog mange fotos. De skal nu kigges efter.
- Der er i hvert fald 10 kjoler, som kan komme på tale, hvor et par af dem er favoritter lige nu. Det næste skridt bliver så at prøve kjolerne, sagde Tina.
Og prøvningen bliver rundt hjørnet for mor og datter, der bor i Snedsted, hvor Søstrene Skårup har butik.
Djurs Sommerland ringede
Sidst på dagen på dagen var der konkurrencer og giveaways med konfirmationskjoler, drengesæt og mange andre gevinster.
Blandt andet til Djurs Sommerland.
- Djurs Sommerland ringede ud af det blå for at høre, hvorfor de ikke var blevet inviteret. At invitere dem, havde vi ikke skænket en tanke, så det er sjovt at tænke på, at vores event er nået så langt ud. Nu har de så booket en stand på forhånd til næste år, smilede Sanne Skårup.
Hun driver Søstrene Skårup sammen med datteren Amanda, og begge var glade og lykkelige for den store opbakning.
- Den her succes skal naturligvis gentages med en årligt tilbagevendende event, sagde de.
Men først skal de lige have endnu en event afviklet. Det bliver søndagens bryllupsmesse i samme haller, også med modeshow og messe.