
Søndagstur til koldkrigsbunkeren med Else Marie
ROLD SKOV: Søndag den 2. juli er det muligt at komme med rejsearrangøren Else Marie Larsen, Nautrup, på en tur til den nyåbnede koldkrigsbunker Regan Vest i Rold Skov.
Bunkeren er opført i årene 1963-68 og står nu som 5500 kvadratmeter uberørt Danmarkshistorie under Nordjyske Museer.
Else Marie Larsen er planlægger og turleder på turen, som fint kan være for dem som har svært ved at deltage en hverdag, eller for andre interesserede, som kan være med på denne helt specielle eftermiddags- og aftentur.
Bussen kører fra Nykøbing kl. 12, Roslev kl. 12.30 og Skive kl. 13.
- Turen er med første stop ved Vebbestrup mejeri for at smage den lækre hjemmelavede flødeis fra mejeriet. For derefter køre til Regan Vest. Her er der i februar åbnet nyt velkomst- og udstillingsbygning hvor turen på to km tager sin begyndelse i grupper af 10 personer. Vi vil med guide ledes rundt i den atomsikre bunker som blev opført i al hemmelighed i sin tid. Det er ikke et militært anlæg, men blev bygget med det formål at huse regeringen, embedsmænd samt den siddende regent i tilfælde af atomkrig. Herfra skulle landet ledes gennem en krisesituation, siger Else Marie Larsen.
Atombunkeren var skjult for offentligheden i en bakke 60 m under jorden, bygget som en underjordisk by i cirkelform med plads til 350 personer med bl.a. hospital og 232 rum.
- Bunkeren står uberørt i dag fuldt møbleret med alt originalt interiør. Et spændende kik i en tidslomme der fører os tilbage til 1960’ernes designklassikere og farver, siger rejselederen.
Der er ligeledes åbnet for på egen hånd at besøge velkomstbygningen, den flotte natur Rold Skov eller maskinmesterens villa. Villaen er indrettet, som den ville se ud i 1980 og er placeret foran indgangen til bunkeren, som dengang var godt skjult mellem træerne i skoven.
- Det særlige ved denne tur er at den guidede rundvisning afsluttes helt specielt i atom krigsbunkerens kantine med smørrebrød sammen med vores guide med mulighed for spørgsmål og yderligere oplysninger. Inden vi igen tager bussen hjemad med forventet afgang ca. kl. 19.45. Det er en hel unik, rigtig spændende og historisk eftermiddags- og aftentur der denne gang er planlagt, med det håb der vil være mange interesserede som vil med, siger hun.
Man kan få mere at vide - eller melde sig til - ved at ringe til Else Marie Larsen på tlf. 4059 2173.