Søges: Blindes Jul-sælgere i Nykøbing
Der kan forekomme længe til jul, men mange ting skal forberedes i rigtig god tid, og salget af det legendariske blad, Blindes Jul er ingen undtagelse. Her er Agnete Odgaard-Jensen ved at skaffe sælgere til dette års udgave.
Undervejs må hun konstatere, at der igen mangler sælgere i Nykøbing, mens resten af øen er dækket pænt ind.
Agnete Odgaard-Jensen fortæller, at Dansk Blindesamfund Thy - Mors er finansieret af private midler, da de offentlige tilskud er fjernet. Derfor er indtægterne fra Blindes Jul en nødvendighed for den fortsatte eksistens.
Dansk Blindesamfund har omkring 135 medlemmer i den lokale kreds.
- Bladene må sælges fra 23. oktober, og vi sælger normalt omkring 10.000 blade i kredsen, fortæller Agnete Odgaard-Jensen.
Overskuddet fra salget går ubeskåret til arbejde i den lokale kreds.
Melder man sig som sælger, er der faktisk også en vis fortjeneste i det for en selv.
Ud af de 25 kroner, som bladet koster, beholder sælgeren nemlig de fem.
- Når man er ude at sælge, vil man blive spurgt, hvad pengene går til. Derfor er det vigtigt, at sælgerne ved, at overskuddet går til arbejdet blandt blinde i Thy og på Mors. Her vil jeg nævne underholdning til vores mødesteder for synshandicappede. Desuden går pengene til udflugter, sammenkomster, kredsens ferie-ophold og legater til blinde. En stor udgift er taxaregninger, idet vi har flest ældre medlemmer, og de kan kun komme vejen frem med taxa, oplyser Agnete Odgaard-Jensen.
Blindes Jul har igen i år mange lokale islæt, og kunne man tænke sig at være sælger af det populære blad, kan der rettes henvendelse til Agnete Odgaard.