Søger sparring i netværk
Fur Ø Gaardbutik Klode er meldt ind i "Vækst i Durup"
FUR: Unikke varer med unikke ingredienser med en unik og ældgammel forhistorie. Det er ’ingredienserne’, der er tilsat konceptet hos Fur Ø Gaardbutik Klode, som er skabt ud fra Lisbeth Klodes nysgerrige tilgang til udviklingen af virksomheden og produkterne.
Nu rækker hun ud og søger sparring fra andre kompetente kræfter. Som nyt medlem i lokalt erhvervsnetværk håber hun at skabe kontakt til nyt samarbejdsteam.
- Det er nok min store nysgerrighed, som har bragt mig til hvor jeg er, begynder Lisbeth Klode.
Idéer har hun også masser af og hun kombinerer gerne disse egenskaber i virksomheden Fur Ø Gaardbutik Klode.
- Men jeg søger sparring og partnerskaber med et team, som kan tilføre mine projekter noget nyt og udvikle produkterne, fortæller hun videre.
Lisbeth Klode har netop meldt sin virksomhed ind i erhvervsnetværket ’Vækst i Durup’. Herigennem håber hun dels at skabe mere synlighed om sin virksomhed, men også at komme i kontakt med et team af erfarne erhvervsdrivende, som hun kan etablere nye samarbejder med.
Netop Lisbeth Klodes nysgerrige væsen er årsag til, at hun for mange år siden endte på Fur, hvor hun i dag driver et moderne landbrug sammen med sin mand Thomas Klode på hans fædrene gård Klode, som har været i slægtens eje siden 1542.