Smuk Royal Run i Hvidbjerg
HVIDBJERG THYHOLM: Når Royal Run ikke nåede til Thyholm, tjah! Hvad gør man så?
Jamen så laver vi da bare vores helt egen Royal Run!
- Længere er den da ikke, siger primus motor for arrangementet, Birte Østergaard.
Birte er dagplejer og mente at der skulle laves noget for både de helt unge og de ældre.
Derfor gik hun i gang med at få det hele på plads og det var både for beboerne på ældrecenter Solvang og de helt små på Thyholm.
Arrangementet løb af stablen onsdag 8. juni, hvor man skulle starte ved Thyholm Børnehus kl. 9.30.
Deltagerne fra Solvang tog turen om til Thyholm Børnehus for at være med til starten der.
Det var spændende hvor mange der ville møde op og deltage.
- Vi blev bestemt ikke skuffede, fortæller Birte Østergaard.
Da alle var mødt frem, og man var klar til afgang, kunne der tælles 130 af både børn og voksne.
Man startede med opvarmning ved Børnehuset, og derefter gik starten hvor turen gik ud til Østergade.
Derfra videre ned ad Skolegade og op ad Jens Globs Allé. Herefter videre på Østergade.
Da man nåede krydset ved Hvidbjerg Bank fortsatte man gennem det nye grønne område og videre gennem Frederiksgade til Nørregade.
Her tog man så den sidste etape for at slutte på parkeringspladsen hos SPAR. Der var mange som støttede op om arrangementet.
Birte Østergaard fortæller, at forældrene til de børn hun passer havde bagt små kager, SPAR-købmand Michael Sørensen havde sponsoreret frugt, Hvidbjerg Bank sponsorerede et beløb til saft og pynt. Efter deltagerne var kommet i mål var der medaljer til alle.
Der var frivillige som stod ved SPAR og delte brød, frugt og drikkevarer ud til deltagerne.
Der var pyntet op med både store og små flag lige meget hvor man kom i de forskellige gader.
Et virkelig flot og velarrangeret løb og man kunne da godt fristes til at tro at man næste år kunne finde på at gentage succes’en.