Sloges med sværd og skjold: Drabelige skoleelever var vikinger en hel uge
NORS: Skal man dykke ned i et emne, skal man gå hele vejen og bruge dage på det.
Det har eleverne på Nors Skole netop gjort. En hel uge har de været en tur tilbage i vikingetiden og været vikinger på tværs af klassetrin. Det betyder, at børnene har gået i vikingetøj, lavet sværd, økser, skjold hjelm og smykker med runeskrift. De har også fremstillet tøj, som vikinger gik i, syet tasker og lavet mad over bål.
Hver morgen startede ud med vikingesang og fortælling om Danmarks historie på vikingernes tid.
Eleverne har været på værksteder på tværs af klassetrin, hvor de skulle leve sig ind i, hvad det vil sige at leve i vikingetiden.
- Det fantastiske ved en emneuge er, at man rigtig kan fordybe sig og lære på mange forskellige måder som gennem musik, se film, høre og læse om vikingetiden, være kreativ, inddrage smags syns - føle - høre- sansen og bruge kroppen, fortæller Mette Carina Steensgaard Pedersen, lærer Nors Skole.
Den sidste dag oplevede børnene de mere brutale sider af vikinger, hvor de i vikingetøj skulle rejse ud i verden(skolegården) og erobre og kæmpe.
Børnene fik også mulighed for at prøve præcisionskast, styrkekast, tovtrækning, strikke på gaffel, kongespil, vikinge-bord-fodbold.
- De store tog sig af de små. Det er helt klart en uge, der styrker fællesskabet, når børn hjælper, lærer og leger på tværs af klasser. Det har været en fantastisk vikinge-uge, der højst sandsynligt har givet mange børn en uforglemmelig oplevelse, lyder det fra Mette Carina Steensgaard Pedersen.