Skole støtter Knæk Cancer: Eleverne håber på kæmpe opbakning
HANSTHOLM: På lørdag er det store Knæk cancer-dag med TV2s indsamlingsshow om aftenen. På Hanstholm Friskole - Hawkantsbørn glæder man sig allerede.
For alle 82 elever har besluttet at støtte indsamlingen. De har igangsat et projekt for at samle et flot beløb ind til kampen mod cancer. De håber, at beløbet bliver så stort, at det bliver vist på skærmen.
I løbet af ugen har klasserne derfor arbejdet på forskellig initiativer, der søsættes på skolen på fredag fra kl. 13.15 til et Knæk Cancer-event, der er åbent for alle - også gerne for folk, der ikke har tilknytning til skolen.
Ved fredagens event kan man blandt andet købe armbånd og nøgleringe lavet til Knæk Cancer, men også købe kaffe og kage. Nogle elever har lavet en bod, hvor man kan samle penge ind ved, at gæster kan skyde en fodbold og tjekke farten på den.
- Vi fik ideen til at samle ind efter et år, hvor flere elever har fået kræft tæt ind på livet efter at have mistet en mor, en farmor og en nabo. Det er noget, som vi har talt om i skolen, og ideen kom så til, at det ville vi gøre noget ved. Vi vil være med til at bekæmpe den møgsygdom. Derfor besluttede vi at støtte Knæk Cancer og fandt på at lave ting, der kunne sælges og derved samle penge ind, fortæller Amalia, Solja, Laura, Ida, Stella og deres lærer Maja Fejlan Barslev.
- Nu har vi lavet en masse flotte perlearmbånd i vores klasse. Dem og de andre ting, som eleverne på Friskolen har lavet, håber vi kan ende med et pænt beløb til Knæk Cancer på lørdag. Og vi håber, at mange vil støtte os.
På fredag fra klokken 13.15 kan man komme op på skolen og købe elevernes ting.
- Hvis man bare gerne vil støtte os og Knæk Cancer, så kan man sende et beløb til os på vores Mobile Pay - så går det indkomne beløb også til Knæk Cancer på lørdag, lyder det fra 6-7.-klasses eleverne på Hanstholm Friskole.
Armbåndene er allerede til salg på skolen fra nu af ved henvendelse. Et armbånd koster kun 20 kroner.
Vil man støtte Hanstholm Friskoles elevers indsamling kontant - kan det ske på skolens Mobile Pay-nummer til 14258 - og skal man skrive: “Knæk cancer”.