Billede beskrivelse

Skib på stylter blæste ind i Hanstholm: Nu står skibet på bunden

06. oktober 2023 kl. 11.01

Den er ikke til at overse i Hanstholm Havn. Med sine fire 50 meter lange “stylter” og den næsten 100 meter høje kran. 
 

Wind Pioneer med hjemmehavn i Aarhus ankom Hanstholm havn i mandags, hvor den blev trukket af en slæbebåd.

Målet var egentlig Esbjerg. Men vejrmeldingen varslede vind og bølger, der ikke passede til Wind Pioneer, som ikke er bygget til uroligt vejr.

Wind Pioneer er et af fire jack-up kranfartøjer, som rederiet Ziton i Horsens driver. De benyttes udelukkende til servicering af vindindustrien til søs. 


Billede beskrivelse

Venter på opklaring

Derfor er de udstyret med lange ben, som kan skubbes og bogstaveligt parkere kranfartøjet solidt på havbunden. 


Det gjorde skibet også i Hanstholm, hvor det nu står på bunden ved den lange kaj i den nye havn.


- Vi besluttede at gøre stop i Hanstholm, når vejrudsigten ikke var god for os. Vi havde nogle dele fra vindmøller, som vi har udskiftet ved Anholt Vindmøllepark, som blev losset i Hanstholm. I stedet har vi fået nye reservedele til møllerne på Horns Rev 2, som vi sejler til, så snart vejret tillader det. Det bliver måske lørdag nat, fortæller skipper på Wind Pioneer Henrik Hentze.


Efter Horns Rev sættes kursen tværs over Nordsøen for at servicere en engelsk vindmøllepark.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste