Billede beskrivelse

Sjov oplevelse netop nu: myrer er solfangere

Torsdag kunne man se dette syn i en skovmyretue ved Thagaards Plantage nær Bøgstedrende

26. marts 2021 kl. 10.11

BØGSTEDRENDE: Foråret er lige på spring og solens stadig lunere stråler sætter straks gang i naturen.

Torsdag kunne man se dette syn i en skovmyretue ved Thagaards Plantage nær Bøgstedrende.

Alle myrer er kravlet ud af boet, som bogstaveligt er sort af myrer. Myrer der som solfangere suger varme med deres sorte kroppe for at løfte temperaturen i det vinterafkølede bo.

For så snart de tusindvis af myrer er varmet godt igennem, krabler de varme myrer hurtigt tilbage i boet og på den måde varmer boet op indefra med deres varme kroppe.

Det gør at formeringen af boet kan begynde tidligere.

Normalt bruger skovmyrer næsten al deres tid på at samle materialer og føde til det velisolerede bo og forsvar mod fjender.

Men ikke nu tidligt på sæsonen - for nu skal der samles varme ind.

En velfungerende myretue skal helst være mindst ca. 28 grader varm.

Myrer er ikke selvstændige individer, men er en del af myresamfundet.

Tuen er at betragte som individet, som den enkelte myre arbejder, lever og dør for.

Kilde: Naturstyrelsen/ Naturhistorisk Museum, Aarhus.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste