Vildt så det ud i det ellers krystalklare vejr - at tykke tågeskyer lå over brændingen. Her mellem Hanstholm og Klitmøller. Foto: Ole Iversen
Sjældent naturfænomen: Her kogte havet
Med temperaturer inde i land omkring de 10-12 minusgrader og en havtemperatur på syv-otte plusgrader opstod et særligt vejrfænomen.
Det kunne de morgenfriske thyboer opleve torsdag morgen - da havet kogte.
Det var det meteorologerne kalder "sørøg", som lå tykt over havet langs Thys kyst.
Smukt syn i de første timer af den bidende kolde morgen.
Her ses tydeligt, at den kolde luft trækker væk fra land over den syv-otte grader varme havoverflade. Foto: Ole Iversen
Sørøg opstår, når en meget kold luft strømmer ud over en vandoverflade, som er meget varmere.
Vandet begynder at fordampe op i kulden. Men kold luft kan indeholde meget lidt vanddamp. Derfor udfældes fugten som bittesmå vanddråber i luften og ligger som et tågelignende lag over vandet.