Silkehalen - den elegante boheme i vinterhaven
Vinteren går nu på hæld og det betyder at silkehalen snart sætter kursen nordpå til det nordlige Skandinavien
HANSTHOLM: Hvis du har været heldig, så har du set små flokke af silkehaler i din have i denne vinter. Den nemt genkendelige fugl minder om en stær i størrelse. Men er langt mere farvestrålende og iøjnefaldende, når man først kommer til at betragte den i buske og træer.
Vores faste naturmand Jens Jørgen Andersen har haft silkehalen som gæst i sin have i Hanstholm denne vinter og han er vild med den smukke fugl, som sjældent kommer alene.
- Jeg havde en flok på 12 styk på besøg, og det er mest normalt at ses silkehaler i flok. Men den kan i invasionsår komme i store antal til Danmark nordfra. Men i år har der været få, siger naturmanden, der vil kalde silkehalen en nomadefugl.
Sidst der var invasionsår for silkehalen var i vinteren 2004/2005 hvor der blev set flokke på op til 1000.
- Den er meget iøjnefaldende er den flotte brune top, de markante gule og røde felter på hale og vinger. Så har den helt specielt sort hagesmæk og ansigtsmaske. Og så har den et helt særlig kald som man ofte hører før man ser den: der lyder som når man dingler med en fin sølvklokke. Silkehalen er en nomadefugl som flytter sig efter hvor der er føde. Derfor ses den ofte i hårde vintre i Danmark, hvor den går efter bær som rønnebær. Men den kan også lide gamle æbler, fortæller Jens Jørgen Andersen.
Vinteren går nu på hæld og det betyder at silkehalen snart sætter kursen nordpå til det nordlige Skandinavien. Men er man heldig så kan den stadig dukke og i ens have.
Lyt efter den ringende sølvklokke og hold øje med de smukke farver, og masken, som er helt særlig for arten.
På engelsk hedder i øvrigt meget smukt: ”Bohemian Waxwing”, fordi den som en anden ”boheme” eller ”sigøjner” hele tiden flytter rundt. Og ”waxwing” hentyder til seks ejendommelige røde ”dråber” den har på vingespidsen.
De ligner mest røde lakdråber der er dryppet på fjerspidserne.