Sikke en fodbold-fest i Gaven: Det kom helt bag på arrangørerne

21. juni 2024 kl. 13.50

THISTED: Fodbolddanmark gik amok torsdag aften kl. 18.37, da Morten Hjulmand med et formidabelt 28-meter langskud hamrede bolden i englændernes kasse.

Brølet lød også midt i Thisted grønne skov Christiansgave, de Thisted FC Amatør havde inviteret til storskærmsarrangement.

Dannebrog, konfetti og sprøjtende fadbamser fyldte luften i den grønne lund da Hjulmand eksekverede.

Omkring 1000-1100 thyboer havde taget mod TFC-invitation og havde en uforglemmelig aften i “Gaven” i rød-hvide farver.

En opbakning der kom bag på arrangøren.

- Vi havde håbet det. Men var forinden spændte på, hvor mange der dukkede op. Der kom mange. Nu er vi vildt stolte over, at vi fik sådan en opbakning til et hurtigt opstillet arrangement. Fantastisk at så mange bakkede op til fodbold-fællesfest en torsdag aften. Det viser bare at folk gerne vil fællesskabet - når det handler om EM, VM, Touren eller OL, siger Søren Willette Pedersen.

Han fortæller, at det helt sikkert giver dem blod på tanden.

- Christiansgave er da bare et forrygende godt sted til det. Folk nød det - det var tydeligt. Selv om vi lavede et pænt beløb til ungdomsarbejdet i Thisted FC, så er det ikke penge det handler om, siger Søren Willette Pedersen.

- Det handler om at vise, at Thisted FC er mere end en fodboldklub. At vi gerne, sammen med vores sponsorer, vil tilbyde oplevelser for thyboerne - og det er for hele Thy. Samtidigt viser vi jo også klubben frem. Og kan det give endnu flere gæster på lægterne på Lerpytter, så er det bare en ekstra gevinst, lyder det fra den nyudnævnte direktør for Thisted FC.

- Vi er klar igen med storskærm - nu må vi se, hvornår det bliver næste gang - der er jo mange ting, der skal gå op. Og vi skal i hvert fald ikke konkurrere med Thy Rock i weekenden, lyder det fra Søren “P”, der takkede Thisted Forsikring og Sparekassen Thy for støtte der gjorde det muligt at det var gratis at deltage.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste