Sen scoring sikrer Koldby/Hørdum point
Koldby/Hørdum IF er fortsat ubesejret i Serie 2
HØRDUM: Koldby/Hørdum IF har fået en god start på Serie 2, hvor thyboerne stadig ikke har tabt en kamp. Lørdag fortsatte den ubesejrede stime for Koldby/Hørdum IF, der hjemme mod Viborg Søndermarken IK spillede 3-3.
- Det var en meget lige kamp, hvor vi mødte et godt teknisk hold. Jeg synes, vi stod godt til hinanden, og det var en god kamp med masser af fight, siger træner for Koldby/Hørdum IF, Hanne Sand Smed.
Koldby/Hørdum IF fik en god start på kampen, og efter 11 minutter bragte de sig foran. Her lykkedes det hjemmeholdet at komme til baglinjen, hvorfra bolden blev spillet tilbage til Magnus Andersen, som sparkede bolden i mål.
Et kvarter senere kom der igen balance i regnskabet, da Viborg Søndermarken IK spillede sig igennem og scorede til 1-1.
Koldby/Hørdum IF fortsatte med at lægge pres på gæsterne, og efter 32 minutter kom de igen foran, da Nikolaj Rahbæk Nielsen blev spillet fri og scorede til 2-1.
Den stilling holdt til pause.
Efter pausen fik Viborg/Søndermarken IK overtaget, og efter 70 minutter udlignede de efter et hjørnespark.
Ni minutter senere kom Koldby/Hørdum IF også bagud, igen efter et hjørnespark.
- Vi ændrede formation og spillede med tre angribere, og det gav pote i slutfasen, siger Hanne Sand Smed.
Det lignede længe, at Koldby/Hørdum IF skulle inkassere sæsonens første nederlag, men med et minut igen blev Nikolaj Rahbæk Nielsen igen spillet fri og scorede til 3-3.
- Set over hele kampen er uafgjort et fair resultat, og vi fik løst de udfordringer, vi stod overfor, siger Hanne Sand Smed.
Resultatet betyder, at Koldby/Hørdum IF efter fem kampe har fået ni kampe og indtager andenpladsen i puljen.
- Vi ærgrer os over, at vi lukkede to mål ind på standardsituationer, så det er noget, vi skal arbejde med, siger Hanne Sand Smed.
Kampfakta
Fodbold, Serie 2
Koldby/Hørdum IF
Viborg Søndermarken IK
Resultat: 3-3
Pause: 2-1
1-0 Magnus Andersen (11), 1-1 (26), 2-1 Nikolaj Rahbæk Nielsen (32), 2-2 (70), 2-3 (79) og 3-3 Nikolaj Rahbæk Nielsen (89)