Thisted FC fik sæsonens første point hjemme mod Viborg Søndermarken IK. Arkivfoto: Martin Damgård
Livet her

Sen scoring sikrede Thisted FC point

Thisted FC havde chancer til mere, men måtte nøjes med et point i lørdagens Serie 2 opgør

14. august 2022 kl. 17:33

THISTED: Lørdag eftermiddag var Thisted FC igen i aktion i Serie 2. På hjemmebane mødte thyboerne Viborg Søndermarken IK i en tæt kamp, som endte med et point til begge hold.

- Det var en hård kamp mod et godt hold. Jeg synes, at vi stod godt på banen, hvor vi lod dem have bolden, og vi satsede på kontra, siger spillende træner for Thisted FC, Jacob Kjær.

Fra kampens start var det Viborg Søndermarken IK, som dominerede kampen, men Thisted FC forhindrede gæsterne at komme til de helt store chancer. Til gengæld var hjemmeholdet flere gange tæt på at score på omstillinger.

Efter 22 minutter fik Thisted FC et hjørnespark. Det kom Frederik Olsen først på og headede Thisted FC foran 1-0.

Mod slutningen af første halvleg mistede spillerne fra Thisted FC pusten, og det gav chancer til gæsterne. Efter 42 minutter slog Viborg Søndermarken IK kontra og udlignede til 1-1.

- Vi fortsatte med at stå fint i forsvaret i anden halvleg, men vi kom ikke frem til så meget de første 20 minutter. Men derefter fik vi nogle chancer, som vi skulle score på, siger Jacob Kjær.

Thisted FC kom længere frem på banen i anden halvleg, og var meget tæt på at bringe sig foran igen.

Men med få minutter igen blev Thisted FC fanget højt på banen, og så kunne Viborg Søndermarken IK igen slå kontra og bringe sig foran.

Dermed lignede det et Nederlag til Thisted FC, men i kampens tillægstid fik de tildelt et firspark på kanten af feltet. Det tog Lukas Andersen sig af, og han sparkede bolden i mål til 2-2.

- Inden kampen havde vi nok solgt den for et point, men vi sidder efterfølgende med en følelse af, at vi skulle have vundet kampen, siger Jacob Kjær.

Kampfakta

Fodbold, Serie 2

Thisted FC

Viborg Søndermarken IK

Resultat: 2-2

Pause: 1-1

Mål: 1-0 Frederik Olsen (22), 1-1 (42). 1-2 (86) og 2-2 Lukas Andersen (90)

Annonceret indhold

Nyeste