Se fotos: Sommerfest bød på højt skum og dyr kransekage

07. september 2022 kl. 08.16

For to år siden besluttede man i Ræhr et nyt setup for byens traditionsrige byfest. Væk er det gamle mørke cirkustelt, og revyen er sat på stand-by.

I stedet er der bygget en helt ny festplads op. Mange flere aktiviteter er kommet for børn. Musikprogrammet er blevet større, og festen er nu samlet på et sted, ved et stort indbydende åbent telt.

- Man kan sige, at vi har beholdt det bedste fra før og tilført en masse nyt. Og det virker. Det er lykkedes at lave en rigtig hyggelig byfest for børn og voksne over en hel lang weekend, og opbakningen er helt i top, lyder det fra Ronni Haaning, formand for Ræhr Beboerforening, der arrangerer byfesten.

- Vi stræber efter at forny os hvert år og tilføre nye aktiviteter. I stedet for at køre det samme år efter år. I år havde vi blandt andet besøg af forskellige foodtrucks. Og så er det dejligt, at rør-barrieren langs fodboldbanen er fjernet, så vi kan benytte dele af fodboldbanen - Det har også været med til at skabe en bedre fest, og vi kunne samle det på en ny måde, lyder det fra formanden, der satser på endnu et pænt overskud efter årets sommerfest, der blev afviklet i det bedste vejr, man kunne ønske sig.

- Vi lavede sidste år omkring 80.000 kroner. Det, forventer jeg, bliver nogenlunde det samme i år. Overskuddet går i Beboerforeningens kasse og bruges til arrangementer hen over året samt til vedligeholdelse af Ræhrs legeplads, lyder det fra formanden, der glæder sig over, at det lykkedes med hiv og sving at finde de mange hjælpere til afviklingen af årets sommerfest.

Musikprogrammet bød i år på Ib Grønbech, MD-Duo, Ove Kanstrup, Ole Gas, DJ Tops. De to sidstnævnte fyldte teltet fredag aften - især med mange yngre mennesker.

Byfesten sluttede søndag eftermiddag med et indslag, der ikke bliver lavet om. Det er den traditionelle auktion, hvor ikke mindst budkrigen om kransekage, er noget, der ses hen i mod.

Salget af de sponsorerede gaver indbragte 49.000 kroner. Kransekagen kom i 6800 kroner.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste