Se billederne: Europamesterskaberne i Wakeboard er sat i gang

22. august 2022 kl. 10.05

Det 23. Europamesterskaber i Wakeboard afvikles i år i Thisted. Mandag formiddag begynder det store stævne, og hver dag hele ugen vil der være konkurrencer i den akrobatiske vandsport, som holdes i Thy Cablepark.

Over 200 af verdens bedste wakeboardere fra 20 lande deltager, heriblandt flere professionelle.

Søndag aften blev mesterskaberne officielt åbnet, da vand-atleter, ledere og medlemmer af Thy Cablepark mødtes under deres nationale flag til koncert og taler på Store Torv i Thisted. Her blev alle budt velkommen af Thisted Kommune og til slut blev den officielle sportsed aflagt af wakeboarder Andreas Vig Astrup fra Aarhus.

Efter ceremonien på Store Torv var der flagmarch på ”Den Blå Linie” langs fjorden til Thy Cablepark.

Undervejs lavede de mange sportsfolk trafikprop på vejene ved Thisted havn. Pludselig blev alle tilbudt gratis forfriskninger og små sandwich hos Kwix, der havde besluttet at overraske de mange deltagere ved EU-mesterskaberne.

Den uventede gestus fik alle atleter til at stimle sammen ved bordene, der var sat ud til ”Den Blå Linie”, der løber fra havnen, så bilerne ikke kunne køre den sædvanlige rute langs kajen.

Da bordet var ryddet, skulle wakeboard-EU-deltagerne videre til Thy Cablepark, der hele ugen er smykket med en lang allé af alle deltageres nationale flag.

I Cableparken vil de europæiske atleter lave halsbrækkende spring og øvelser hver dag indtil lørdag.

- Der bliver meget at se på, og vi håber, at rigtigt mange thyboer vil kigge ud og opleve EM-konkurrencerne, lyder det fra Martin Kondrup Knudsen fra Thy Cablepark, som har taget arrangementet til Thy.

Finaledagene er tirsdag og lørdag. Efter hver finale er der præmieceremonier.

Der er gratis adgang til hele mesterskabskonkurrencen.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste