Billede beskrivelse

Scoringskrise blev dyr for Nors i nederlag til Støvring

03. december 2023 kl. 21.15

Nors blev hårdt straffet for deres mange afbrændere i søndagens opgør på hjemmebane mod Støvring i 3. division. Efter at have været godt med i det meste af kampen gik det pludselig stærkt i de sidste 20 minutter af opgøret. Thyboerne gik fra at være foran med 19-17 til at tabe opgøret med 26-33.

- De scorede 17 mål i de første 40 minutter, og i de sidste 20 scorede de så 16. Vi missede for mange store chancer, og så straffede de os hårdt i kontrafasen, hvor de løb stærkt og var i bedre form end os, siger Nors-træner Anders Heshe.

I første halvleg var Nors fint med mod Støvring. Defensivt fandt holdet et godt udgangspunkt, og det gav Matti Landbo i målet gode betingelser. I offensiven fandt thyboerne også gode løsninger. Derudover gjorde Sune Brink comeback, og hans tilbagevenden gav Nors mere fart i deres angrebsspil. Efter en godkendt første halvleg fra hjemmeholdets side stod det 15-15 til pause.

I anden halvleg så det fortsat fint ud for Nors, der kom foran med 19-17 og faktisk havde muligheden for at komme foran med 20-17. I de efterfølgende otte minutter fik Nors så en scoringskrise. Mens hjemmeholdet ikke kunne få scoret, så udnyttede Støvring de mange afbrændere fra Nors til at slå kontra. Scoringskrisen blev dyr for Nors, der gik fra at have været foran med to mål til at Støvring i stedet fik opbygget sig en komfortabel føring. I den resterende del af kampen var Nors ikke for alvor tæt på Støvring, og hjemmeholdet endte med at tabe med 26-33.

- Drengene kæmpede for det, og langt hen ad vejen spillede vi en rigtig god kamp. Jeg er dog utilfreds med, at vi brændte så meget. Det var for fesent, siger Anders Heshe.

Nors spiller på torsdag sidste kamp før julepausen, når de på udebane møder Nibe. Her håber thyboerne på, at de kan gå på julepause med en god fornemmelse.

- Vi skal slutte året af på en god måde. Hvis vi kan spille som mod Støvring, så kommer vi til at vinde flere kampe, siger Anders Heshe.

Kampfakta

Håndbold, 3. Division

Nors BK

Støvring 

Resultat: 26-33

Pause: 15-15

Mål: Sune Brink 9, Mikkel Sand 5, Kasper Gravesen 4, Thomas Schmidt 4, Anders Iversen Sørensen 2 og Kasper Jonasen 2.

 

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste