Billede beskrivelse

Sangglæde i maraton-længde er tilbage

Thy Sangskole og 11 kor fra Thy, Mors og Salling holder sangmaraton 12. marts

06. marts 2022 kl. 20.10

THISTED: Da sangglade nordvestjyder sidst mødtes til Thy Sangmaraton, var det så at sige i sidste øjeblik, inden coronaen lukkede landet.

Nu, to år senere, kan Thy Sangskole igen samle kor fra Thy, Mors og Salling - og alle andre medlyst til en sangglad lørdag.

11 kor har meldt sig til Thy Sangmaraton, der afvikles 12. marts i Thisted Musikteater.

- Det er børne- og voksenkor, og de synger både rytmisk og klassisk. Så der er masser af musik at glæde sig til, fortæller lederen af Thy Sangskole, Kristina Brogaard.

Billede beskrivelse

Hun forventer, at i alt omkring 350 korsangere deltager i maratonen, hvor korene bidrager med hver sin lille koncert. Men alle andre er velkomne til både at lytte og at synge med. Omkring halvdelen af arrangementet er fællessang.

Sangmaratonen blev planlagt, før alle coronarestriktioner blev ophævet, og folk, der er betænkelige ved store forsamlinger har mulighed for at deltage på balkonen i musikteatret.

Og beboere på plejehjem i Thisted Kommune kan både følge, og synge, med. Thy Sangskole har nemlig lavet en aftale om, at sangmaratonet kan blive streamet til plejehjemmene, oplyser Kristina Brogaard.

Thy Sangmaraton er støttet af Nordeafonden.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste