Samler ind til et god formål: Nu er pant blevet til julegaver
Eleverne fra Galtrup Efterskole har i en periode samlet pant på skolen, som blev konverteret til julegaver fra ønsketræet i Nykøbing Mors.
Torsdag den 21. december drog Galtrup Efterskoles elevråd afsted mod Nykøbing for at hente ønsker fra ønsketræet og købe julegaver til de børn, der havde ønsker på træet.
Initiativet, hvor eleverne samler pant ind til et godt formål, er ikke nyt på Galtrup Efterskole, hvor de også tidligere har samlet ind til børn i Ukraine, skriver efterskolen i en omtale.
Initiativet til dette er taget af skolens nuværende elevråd, der gerne vil bidrage til at børnene får en gave og forhåbentlig en lidt mere glædelig jul.
- På et af vores elevrådsmøder talte vi om ideen med at donere pant, og så fortalte vores lærer om ønsketræet i Nykøbing. Vi blev ret hurtige enige om, at det var en mega god ide. Mange af os kender nogen, der har haft brug for lidt ekstra støtte eller hjælp, så giver det pludselig meget mening. Nogen har endda selv fået gave fra et ønsketræ. Tænk lige at min lidt ligegyldige pantflaske kan være med til at give en lille pige en stor glæde og en god juleaften – den glæde kan jeg virkelig godt forholde mig til, siger Lærke Qvist Jensen, der er en meget aktiv del af skolens elevråd.
Glad for elevrådet
Elevernes begejstring for projektet er mærkbar og det er tydeligt at de unge Galtrupelever gør sig umage med at købe gaverne og finde det helt rigtige billigst muligt, så så mange børn som muligt, kan få et ønske fra træet opfyldt.
-Jeg kan huske, at jeg engang fik en gave fra en ønskebrønd, og at jeg blev helt varm indeni af glæde over, at verden er fuld af gode mennesker, der hjælper dem der har brug for det, uddyber hun.
Forstander Jens Hvid er glad for sit elevråd, når de viser omtanke for andre.
- Det viser jo, at de har forstået budskabet og har hjertet på rette sted, siger forstanderen.
Konceptet omkring ønsketræet er, at Morsø Kommune har udvalgt børnene og overrækker gaverne inden jul. Alle, der har lyst, har mulighed for at glæde et barn til jul ved at plukke et gaveønske fra ønsketræet i Nykøbing. Desværre er det ikke alle familier på Mors, der har mulighed for at give deres børn julegaver.