Salling Paller i vokseværk
Salling Palle- og Emballagehandel kunne i efteråret 2014 fortælle om en virksomhed, der årligt langede 100.000 paller over disken fra fabrikken i Durup. Siden da er virksomheden vokset med 50%.
- Siden starten i 2004 har det været vigtigt for mig, at vi vokser stille og roligt, siger Lars Mortensen, som ejer virksomheden i Durup. Men siden vi gik med i Erhvervsnetværket Vækst i Durup, er det gået noget hurtigere de sidste 4 år.
Han forklarer videre, at de 150.000 paller er det laveste estimat i hans nylige beregning, som lyder på et sted mellem 150 og 175 tusinde paller om året. Årsagen skyldes flere ting.
- Synligheden via Skiveegnens Erhvervs- & Turistcenters netværk i Durup er en af forklaringerne. Flere er ganske enkelt blevet opmærksomme på os på den måde. Samtidig har vi løbende fokus på, hvordan vi kan gøre produktionen så effektiv som muligt.
Lars Mortensen oplyser i den forbindelse, at virksomheden sidste år foretog en 1.500 kvadratmeter stor udvidelse af lagerkapaciteten, hvilket har betydet en endnu mere flydende produktion.