Stor dag på Mors: Så starter byggeriet
MORS: - Ingen steder i landet oplever Domea så høj byggeaktivitet som i Nordjylland. Vi har 14 aktive projekter i gang, og disse ungdomsboliger er blandt de største. Boomet skal ses på baggrund af, at 40 procent af vores projekter på landsplan er sat på pause som følge af prisstigninger på byggematerialer.
Domeas kundechef Micky Frandsen fra det område af af Jylland, der går fra Randers til Skagen, ridsede perspektivet op. Han stod i et telt på Tranevej i Nykøbing sammen med Domeas regionsdirektør Rune Jørgensen og repræsentanter for Morsø Kommune, totalentreprenøren Dansk Boligbyg, arkitektfirmaet Friis & Moltke og den lokale bygherre, Boligselskabet Nykøbing Mors, som Domea er administrationsselskab for.
Trøsteløs var regnens trommen på teltdugen, men det var som meget andet vejr i april et forbigående fænomen og kunne ikke dæmpe glæden og stoltheden hos de fremmødte. Mandag var en stor dag for Mors, hvor første spadestik omsider kunne tages til det, man i større byer kalder et campus.
- Vi kan se frem til ikke færre end 57 moderne boliger til unge. Boliger som vil gøre det endnu mere attraktivt at studere eller få en håndværksuddannelse på Mors og placere os på kortet som et sted, hvor der sker noget. Vi vil sige tak for et godt samarbejde mellem de involverede, for det har ikke været let at nå i mål med de stigende priser. Der er blevet lyttet og justeret, og jeg er stolt af den ungebydel, vi har udsigt til at få ved siden af Morsø Multipark, sagde borgmester Hans Ejner Bertelsen (V).
Den nyvalgte formand for Boligselskabet Nykøbing Mors, Ansgar Nygaard (V), har fået sit at se til med ungdomsboligerne, opførelsen af 21 seniorboliger på Refshammervej, renovering af Emiliegården for 50 millioner kroner og opførelsen af 12 almene boliger i Vestervig, som Mors-selskabet også skal stå for.
- Endelig kom dagen, hvor vi kan sætte spaden i jorden. Det har været en lang proces, som har været forsinket af corona og af, at projektet måtte genudbydes i totalentreprise. Byggeriet bliver opført i to blokke med henholdsvis 25 og 32 lejligheder. Der indrettes fællesarealer i begge fløje foruden, at Morsø Kommune får et kontorareal i den største fløj. Byggeriet skal så klar til august 2023, så det er på høje tid, vi kommer i gang, sagde Ansgar Nygaard.