Så er det op på bølgen: Cold Hawaii Games med aktivitet til vands og til lands
Fra 8. til 24. september byder Cold Hawaii på et væld af oplevelser i, ved og på vandetlangs kyststrækningen fra Agger til Hanstholm.
THY: Hold øje med vejrudsigten, for når blæsevejret forhåbentlig rammer en af de 16 dage, går det igen løs med Cold Hawaii Big Air. Det bliver en adrenalinfyldt oplevelse, når nogle af verdens bedste kitesurfere samles i Vorupør til et af de mest vilde Kite Big Air-events i verden.
Der er langt op til masser af oplevelser både på vandet og på land, når dette års Cold Hawaii Games afvikles fra 8. til 24. september.
Programmet er klar og byder på et væld af oplevelser i, ved og på vandet langs kyststrækningen fra Agger til Hanstholm. Det fremgår af en pressemeddelelse fra Cold Hawaii Games.
I år ligger en stor del af aktiviteterne omkring Vorupør, fordi her er noget helt særligt.
- I Vorupør giver den store mole nogle virkelig gode forhold. Tilskuerne kan komme helt tæt på atleterne, så vi har en af verdens bedste lokationer for at gøre Big Air tilskuervenligt, og det gør at folk kører herop fra Tyskland og Holland for at se med, siger Kristian Kjøller, projektleder for Cold Hawaii Games.
Programmet tæller 11 arrangementer fordelt over 16 dage. Der bliver action i Nationalpark Thy og på og ved vandet langs Cold Hawaii-kysten. Cold Hawaii Games kommer foruden Vorupør også forbi
Agger, Klitmøller og Bøgsted Rende med aktiviteter på eliteniveau og i børnehøjde.
- Vi lægger stor vægt på, at der er noget for alle i årets program, fortæller Kristian Kjøller
- Årets program er lagt efter at vise bedst muligt, hvad området her kan, samtidig med at der er noget for alle. Uanset om du er i verdensligaen indenfor Kite Big Air og kommer fra Spanien eller om du kommer fra fra Hundborg og er vild med at køre gravelløb på cykel , er her noget fra dig. Alle aktiviteterne i Cold Hawaii Games program er bundet op på fællesskab og glæde til naturen, siger han.
Eliten inden for Stand-Up Paddling kommer til Vorupør og dyster i et internationalt junior-SUP-stævne med den lokale SUP-atlet Caroline Küntzel som ambassadør.
Den årlige strandrens Cold Hawaii Cleanup ligger på World Cleanup Day, hvor man samles verden over for at rense den natur vi alle nyder godt af.
- I år bliver det med en snert af konkurrence, så det bliver en anderledes standrens, man godt kan glæde sig til, forklarer Kristian Kjøller.
Programmet byder også på yoga, den nye helt store surf-sport wing foil, løb, strandrens, cykelløb, surfkonkurrence, brugtmarked med surf- og outdoor-udstyr og talks om outdoorsport og selvfølgelig en god fest til at slutte de 16 dage af.
Det er Friends of Cold Hawaii, der står bag Cold Hawaii Games. Arrangementsrækken støttes bl.a. af Thisted Kommune og Sparekassen Thy SparInvest.