Billede beskrivelse

Så er der inspiration for både turister og lokale: Klar med nyt magasin

Destination Limfjorden står bag nyt turistmagasin

29. marts 2021 kl. 13.40
Opdateret kl. 14.27

MORS: Når turister besøger Morsø, Skive og Struer kommuner, kan der nu findes inspiration i et nyt magasin.

Det er Destination Limfjorden, der står bag, og det er første gang, at de tre kommuner laver et fælles turistmagasin, oplyser Destination Limfjorden i en pressemeddelelse.

Af pressemeddelelsen fremgår det, at turisterhvervet i Morsø, Skive og Struer kommuner sidste år oplevede, at de danske turister strømmede til, og derfor skal det nye magasin med flere end 50 siders inspiration til turistturen være med til at tiltrække de danske turister til området.

Magasinet, som blev udgivet i en online-version 26. marts, viser blandt andet, at man i Destination Limfjorden aldrig er mere end 15 kilometer fra kysten, ligesom der vises aktiviteter med udgangspunkt i natur-, gastronomi- og lokaloplevelser.

- Vi er rigtig glade og tilfredse med det store arbejde, vi har lagt i at lave magasinet. Vi håber, at det kan være en appetizer for turister, som bliver inspireret af alle vores forskellige oplevelser, og som vælger at holde ferie ved Limfjorden, siger destinationsdirektør Kristina Lehmann Schjøtt i pressemeddelelsen.

Billede beskrivelse

Magasinet bærer præg af naturoplevelser, hvor der er god plads og uforstyrrede omgivelser, som er særligt for Destination Limfjordens område, og som skal være med til at trække turister til området, lyder det i pressemeddelelsen.

- Idéen med magasinet er også at vise, hvor mange oplevelser man kan opleve i alle tre kommuner, og hvordan oplevelserne forbinder turismen på tværs af kommunegrænserne. Vi arbejder med at øge turisme, og vi har allerede nu utroligt mange turismeprodukter på de smukke øer, gastronomiske oplevelser og ikke mindst ”hemmelige oplevelser”.

- Derfor tror vi også, at mange lokale vil få glæde af magasinet, da der er mange flere oplevelser, end man lige regner med, siger Kristina Lehmann Schjøtt.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste