Rift om MTH-julegaveæske
Der er kun omkring 400 kasser tilbage på lager af de 3500 kasser som er lavet
MORS-THY: Mors Thy Håndbold har succes på banen.
Men der skal også hele tiden tjenes kroner til at holde det store håndboldflagskib sejlende. Især i denne corona-tid, hvor normale aktiviteter for at skaffe penge, er aflyst.
3500 gaveæsker med øl og ”glædelig jul” trykt på forsiden er et af tiltagene for at tjene penge til håndboldholdet i 2020.
Et samarbejde mellem Thisted Bryghus og sponsorer.
Og ”ølkasserne” er blevet en gedigen succes, fortæller salgsdirektør fra Mors-Thy Håndbold Hans Peter (H.P.) Jarl Madsen.
- Vi kun omkring 400 kasser tilbage på lager af de 3500 kasser som er lavet. Og de 400 ryger helt sikkert også, fortæller han, og fortsætter:
- Vi solgte straks 1500 kasser til virksomheder der ville bruge dem som gaver. Derudover er gaveæskerne, som hver består af fem halvliters jule-specialøl, til salg i en lang række butikker fra Salling til Hanstholm.
Kasserne kan købes i alle SPAR og Coop-butikker, Føtex, Kvix og Løvbjerg.
- Ved at købe en gaveæske støtter man Mors-Thy Håndbold. Jeg tror også at kassen vil blive et samleobjekt. For selve kassen er udsmykket, blandt andet med et stort hold-foto af alle spillerne i denne sæson, lyder det fra salgsdirektøren, der ikke vil ud med hvor stort et beløb initiativet vil sende i MTH-Håndbolds kasse. Men det bliver et betydeligt beløb, siger Hans Peter Jarl Madsen.
MTH-gavekassen med juleøl-specialiteter koster 150 kroner.