Billede beskrivelse

Revisionsfirma lukker afdeling i Nykøbing på trist baggrund

24. marts 2022 kl. 13.56
Opdateret 25. marts 2022 kl. 08.23

NYKØBING: Jesper Selck Foget, partner hos Revision Limfjord, har valgt at fratræde sin stilling af helbredsmæssige årsager. Derfor har Revision Limfjord valgt at lukke Nykøbing Mors afdeling pr. 1. april 2022.

Revision Limfjord ønsker ikke at opretholde kontoret uden Jesper Selck Foget, meddeler virksomheden i en pressemeddelelse, og har i forbindelse med fratrædelsen valgt at samle kræfterne og flytte medarbejdere fra Nykøbing-kontoret til henholdsvis Thisted og Skive afdelingerne.

Revision Limfjord ønsker ikke, at nedlukningen af kontoret på Ringvejen i Nykøbing skal komme kunderne til last. Derfor vil kunderne fortsat kunne aftale møder i Nykøbing samt aflevere materialer på samme adresse og har valgt i højere grad end tidligere at tage på kundebesøg på Mors.

- Vi har altid tilbudt at komme ud til vores kunder, men nu vil dette blive en endnu større prioritet. Vores kunder skal på baggrund af vores beslutning ikke lide last, og vi tilbyder derfor, at der kan holdes flere kundemøder ude hos kunden, udtaler administrerende direktør Karen Mørkholt.

Beslutningen om Mors-kontoret har ikke været nem, understreger hun, og Revision Limfjord håber derfor på, at kunder og lokalsamfundet vil have forståelse herfor samt bakke op om beslutningen.

- Dette har på ingen måde været en let beslutning for hverken Jesper eller partnerkredsen, og vi gør, hvad vi kan, for at det bliver mindst ubelejligt for vores kunder. Samtidig ønsker vi Jesper al mulig held og lykke på sin videre færden, siger Karen Mørkholt.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste