Billede beskrivelse

Rasmus lukker sin møbelbutik på grund af sygdom

12. februar 2024 kl. 15.01

Rasmus Pold, indehaver af BoligRum på N. A. Christensens Vej i Nykøbing har meddelt, at han på grund af sit helbred lukker sin møbelbutik BoligRum med udgangen af februar. 

Butikken holdes åben til normal åbningstid i februar, men fra 1. marts åbnes der kun i weekender og efter aftale.

- Jeg må desværre konstatere, at mit helbred ikke er foreneligt med at drive en møbelbutik. Jeg lider af sklerose, har haft et par blodpropper og har i det hele taget slidgigt i kroppen. Alle kunder, som har købt eller bestilt møbler, får selvfølgelig deres varer og alle aftaler overholdes, siger Rasmus Pold.

Fra 1. marts starter han på nyt job som forsikringsrådgiver hos GF Forsikring i Nykøbing.

- Det er faktisk det, som jeg oprindeligt er uddannet til og tidligere har beskæftiget mig med. Så der er ikke noget dramatisk omkring det her, og det bunder ikke i økonomi. Så jeg tager det stille og roligt og får tømt butikken for møbler og betaler alle hver sit, før jeg lukker helt ned, forklarer han.

Billede beskrivelse

Købte Vils Bolighus i 2020

Rasmus Pold overtog Vils Bolighus i 2020, som han i september sidste år flyttede til nye, lejede lokaler i Nykøbing, hvor han indledte et butiksfællesskab med Højland Biler på N.A. Christensens Vej.

Da havde han ændret navnet Vils Bolighus til BoligRum, og han havde ligeledes udbygget sin webshop med planer om at forny forretningens koncept og nyde godt af bofællesskabet med Højland Biler, som han sidder til leje hos.

- Men det stod hurtigt klart for mig, at mit helbred ikke vil det samme som mig. Så nu har jeg lavet en god aftale med Højland Biler, der lader mig blive i lokalet, indtil jeg har tømt mit lager. Og det er jeg glad for, siger han.

Rasmus Pold vil ligeledes rette en tak til sine kunder og alle de samarbejdspartnere, der har støttet ham.

- Jeg har haft en masse gode mennesker omkring mig, som har støttet mig. Og uden dem, havde jeg givet op for længe siden, siger han.

Efter 1. marts er forretningen åben i weekenden og efter aftale med Rasmus Pold, som man altid kan ringe til.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste