Ræhr Skole bliver til vandrerhjem på kanten af nationalparken
Peter Madsen regner med at ombygningen er færdig til august
RÆHR: Lige siden Peter Madsen i 2019 overtog Ræhrs nedlagte skole, har hans vision været at omdanne den solide bygnings klasseværelser og sal til festlokaler og mindre værelser.
Det krævede imidlertid en ny lokalplan at omdanne den gamle skole til vandrerhjemslignende virksomhed.
I februar kom tilladelsen så fra Thisted Kommune, og nu er første sal i skolebygningerne under total ombygning med etablering af 15 dobbeltværelser på hver 15 kvadratmeter med i alt 30 sovepladser, og tilhørende nye bad og toiletfaciliteter, der er bygget - så de kan benyttes af tre værelsers gæster.
Dermed er etableringen af Ræhr Fest og Feriecenter snart en realitet.
Men værelserne skal ikke udlejes enkeltvis.
- Udlejningen af hovedbygningen, med værelser på første sal og tilhørende opholds- og aktivitetsrum i etagen under kommer til at ske som én enhed. Fuldstændig som hvis man lejer et større sommerhus til en storfamilie. Selve udlejningen kommer også til foregå via et udlejningsbureau, fortæller Peter Madsen, og fortsætter:
- Vi har fra sommerhusudlejere fået at vide, at der er stor efterspørgsel efter disse større ”sommerhuse”, når storfamilien eller gruppen skal afsted. Vi håber da også at huset, med udsigt til nationalparken i gå afstand, kan tiltrække ekstra gæster. Jeg tror det bliver et aktiv for området, lyder det fra ejeren af Ræhr Fest og Feriecenter.
Ræhr Fest og Feriecenter vil udover overnatning for store grupper, også tilbyde gode forhold til selskaber, med storkøkken og festsal, som blev færdig sidste år.
I forbindelse med købet af den gamle skole, fulgte den tilbyggede lærerbolig også med. Den har hidtil fungeret som Ræhrs beboerhus.
Benyttelsesaftalen med Ræhr Beboerforening er nu blevet annulleret.
I stedet har beboerforeningen fået en ny samarbejdsaftale med Peter Madsen om at leje sig ind ved afholdelse af foreningsaktiviteter.
Peter Madsen har overtaget beboerforeningens inventar.
Prisen på projektet, som også omfatter en delvis fornyelse af taget og brandsikring vil samlet ende et sted mellem to og tre mio. kroner. Den lave pris er mulig, da Peter Madsen med hjælpere selv har stået for en del af arbejdet.
Ombygningen forventes at være færdig til august.