Der er stadig tomt i køledisken, men Eva Vinther arbejder sammen med Tanja Klemmensen, håndværkere og en flok frivillige hårdt for at få åbnet Pulsen Karby Købmand inden jul.
Livet her

Pulsen i Karby

23. november 2018 kl. 13:04

sNART VIL borgerne i Karby igen kunne smutte hen om hjørnet efter en liter mælk. Nu springer Eva Vinther ud som købmand i de lokaler på Næssundvej 470, hvor købmanden for fire et halvt år siden måtte lukke.

- Jeg er modstander af at lukke landsbyer ned. Da vi flyttede hertil fra Sjælland for 11 år siden, var jeg imponeret over fællesskabet og samhørigheden her. Nu skal vi have et samlingssted i Karby igen, fastslår Eva Vinther, der bor i Karby, og har erfaring indenfor branchen, blandt andet fra den tidligere købmandsbutik i byen, hvor hun var ansat.

Det er Ib Madsen, I.M. Teknik & Data i Karby, der ejer bygningen, som han købte, da Karby Købmand måtte lukke. Han har brugt det meste af sommeren på at renovere bygningen udvendigt, hvor der blandt andet er kommet nyt tag, og dette tag er blevet udstyret med et solcelleanlæg. Et tiltag, der gerne skulle mindske strømregningen væsentligt, fortæller Ib Madsen.

- Vi kan heldigvis bruge det gamle inventar, og det skurer og skrubber vi i øjeblikket, fortæller Eva Vinther, der har mange planer og drømme for Karbys nye købmandsbutik, som ikke bliver medlem af en kæde.

- Vi vil hellere stå frit. På den måde kan vi selv, sammen med kunderne, bestemme vareudbuddet, forklarer hun. Navnet på den nye butik på Næssundvej bliver Pulsen Karby Købmand.

- Jeg kan næsten ikke vente, til vi kan åbne, men vi er jo nødt til at være helt klar, smiler hun. Tanja Klemmensen, der har boet i Karby i tre år bliver fastansat i Pulsen Karby Købmand, og skal sammen med Eva Vinther være de ansigter, kunderne møder hver dag. Herudover vil der blive en håndfuld unge efter skoletid.

Eva Vinther håber og tror, at Pulsen Karby Købmand kan blive det samlingssted, man i Karby har savnet, siden købmanden lukkede. Derfor vil hun også indrette et kaffehjørne i butikken, hvor kunderne kan få en snak med naboer fra den anden ende af byen.

Der satses meget på lokale varer, hvad angår både bagerbrød, kødvarer og blomsterafdeling, og Eva Vinther drømmer om at etablere en afdeling, udelukkende med lokalt producerede varer.

Den præcise dato for åbningen af Pulsen er ikke klar, men står det til Eva Vinther bliver det hellere i går end i morgen.

Annonceret indhold

Nyeste