Prægtigt syn fra bilvinduet - syv havørne sloges om samme bytte

28. januar 2022 kl. 15.30

Som bilist kan man have heldet og få en af de helt store naturoplevelser gennem bilruderne. Det fik Jens Jørgen Andersen fra Hanstholm, der i tirsdags kørte på A11 over Vejlerne.

Her fik den erfarne fuglemand øje på ikke færre end syv unge havørne, der ude på den oversvømmede eng sloges om en død fugl - kun 300 meter fra bilens vinduer.

Fra bilvinduet kunne han nyde det usædvanlige syn.

Men helt usædvanligt er det alligevel ikke. For netop på Vejlerne er der allerflest ørne der holder til - simpelthen fordi her er det store spisekammer. Netop nu holder omkring 25 havørne til der. Faktisk har en fuglekigger i år set 18 ørne samlet.

- De spiser både fisk og fugl. De tager ænder og gæs - ofte de svage og syge fugle. Men de går heller ikke af vejen for døde fugle, fortæller Jens Jørgen Andersen, der så ørnene slås om en død gås.

- Havørnen er jo virkelig en kæmpefugl. Og ser man en, er man ikke i tvivl. Så er det bare med at få bilen ind til siden. For er man på Vejlerne, er der er med sikkerhed flere.

35 havørne i Thy

Her kan man få en af de største oplevelser, når man er naturinteresseret. Havørnen er nemlig stor på alle måder: op til 2,5 meter vingefang og brede vinger, kæmpenæb og kraftige gule fødder med skarpe kløer, fortæller den fugleinteresserede.

- Og så er det jo bare dejligt at vide, at mange ørne betyder, at ørnene har det godt, efter den var nærmest udryddet i Danmark. I Thy har vi netop nu omkring 35 havørne - de fleste unge ørne. Og når vi når sommer, så forventes det at fire par vil yngle her.

- Det kan vi godt glædes over, fortæller Jens Jørgen Andersen.

Han uddyber, at man vil opleve havørne, skal man tage på Vejlerne. Her er chancen næsten sikker for et se en eller flere ørne. Ellers ses der ørne ved Agger Tange, Ove Sø, Vandet Sø og Nors Sø.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste