Billede beskrivelse

Politikere var både glade og betænkelige

Tre særlige udvalg skydes i gang på Mors, men ikke på samme tid

02. februar 2022 kl. 12.24

NYKØBING: - På årets første kommunalbestyrelsesmøde i januar stod folk i startboksene og kunne næsten ikke vente, til vi fik skudt disse tre særudvalg i gang. Det gør vi nu, og økonomiudvalget har besluttet, at der er mulighed for at forlænge funktionsperioderne, hvis ansvarlige fagudvalg skønner, at der bliver behov for det.

Sådan sagde borgmester Hans Ejner Bertelsen (V) i sin fremlægning af punktet udvalgsplacering og tidspunkt for igangsætning af §17, stk. 4-udvalg på årets kommunalbestyrelsesmøde nummer to tirsdag.

Sådan er planen

I konstitueringsaftalen for den indeværende valgperiode enedes politikerne om at nedsætte tre af disse fagudvalg, hvor der kan trækkes ind uden for kommunalbestyrelsens rækker. Planen er denne:

Udvalg Ungeområdet placeres under udvalget for børn, kultur og turisme og nedsættes i perioden 1. april 2022 - 15. august 2022, så eventuelle ønsker kan medtages i budgetdrøftelserne for 2023.

Udvalg Moler placeres under udvalget for teknik og miljø og nedsættes i august 2022 for en periode på 9 måneder.

Udvalg Ørodde placeres også under udvalg for teknik og miljø og nedsættes i perioden 2023 og 2024.

Opgaverne er ikke beskrevet

Det affødte både glæde og betænkeligheder i byrådssalen.

- Jeg støtter udvalgsplaceringen og glæder mig til, at vi får beskrevet opgaverne. Så bliver jeg en glad mand, sagde Tore Müller (S).

Jette Jepsen (RV), der skal lede unge-udvalget, var på samme spor:

- Jeg er glad for, at dette udvalg nedsættes først. Men det sker lidt baglæns, for opgaven er ikke beskrevet. Og placeringen i forår og sommer er lidt øv, når vi skal have unge med i arbejdet, sagde hun.

Poul Roesen, der bliver formand for udvalg om fossiler og moler, så øgede perspektiver i den aktuelle forskning i fugle og dinosaurer:

- Det giver mulighed for at lave et hurtigtarbejdende udvalg, der kan præsentere noget forskning, sagde han.

Ørodde-udvalget skal arbejde i to år, men herom sagde Pia Storm (S):

- Vi nedlagde et velfungerende beskæftigelses- og erhvervsudvalg for at spare penge, men hvad nytter det, hvis vi nedsætter andre flerårige udvalg.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste