Pløjemestre havde hentet deres plov på Mors
Deltagere fra Thy og Mors til tops ved DM i pløjning
THY-MORS: Thy og Mors var godt repræsenteret ved DM i pløjning, som blev afholdt ved Nibe forleden. Ikke alene var flere af vinderne fra denne egn af landet, men de plove, de havde bag traktoren, kom også fra Mors.
Magnus Jensby Krejberg fra Mors vandt i kategorien Standardplov for juniorer. Nis Geertsen fra Hanstholm blev nummer 1 Landbrugsklassen. I den kategori blev Kasper Holmbo Bak fra Vils nummer to.
I kategorien vendeplov for junior blev Joachim Nørgaard Tang Mouritsen fra Frøslev nummer to.
I veteranklasserne var Hans S. Larsen fra Mors bedst i kategorien Flerfuret bugseret plov, mens Theodor Hedegaard fra Bedsted gjorde det bedst i kategorien et-furet standardplov.
Jens Iversen, selv tidligere danmarksmester og verdensmester i pløjning og nu indehaver af firmaet Farmimplement og Ploveksperten, Mors, er stolt af, at flere af pløjerne, blandt andre Nis Geertsen, deltog med en Ovlac plov. Det lille firma på Mors har netop specialiseret sig i at importere Ovlac ploven til de nordiske lande.
Ploveksperten var også flot repræsenteret i form af nuværende og tidligere medarbejdere, der deltog og fik fine placeringer. Det gjaldt for eksempel Magnus Jensby Krejberg og Joachim Mouritsen.